Leyland-DAB 7-1200B

Om bussen

Nytårsaftensdag 1927 overtog Aarhus Kommune byens sporveje, der hidtil havde været forestået af et privat selskab. I juli 1932 udvidede man sit sporvejsselskab, Århus Sporveie, til også at drive bybusser. De første busser var ti enmandsbetjente Triangel Trambus med indstigning bagi. I 1949 skiftede man til at købe Volvo. Det varede frem til 1967, hvor man begyndte at købe Leyland-DAB.

I 1970-erne foregik en stor udvikling i kommunens bustrafik. Ikke blot erstattede man sporvognene med busser i 1971. Med kommunalreformen i 1970 var en række af omegnskommunerne blevet sammenlagt med Århus Kommune. Og da man helst så, at Århus Sporveje blev alene om at drive den ny storkommunes lokale busruter, opkøbte man gennem 1970-erne de private busruter, som kørte internt i storkommunen. I 1980 afskaffede man billetteringen hos chaufføren ved udstigning, til fordel for selvbillettering på billet- eller klippekortautomat på bagperronen ved indstigning. De tidligere omegnsruter dog undtaget, idet man hertil fortsat købte rutebiler med kun dør foran.

Det varede indtil 1983, hvor man med anskaffelsen af de ny Leyland-DAB serie 7-busser, nu købte bybusser til alle ruterne. Det blev en bustype, der indkøbtes stort set uændret helt frem til 1997, bortset fra de tekniske fornyelser fra Leyland-DAB serie 7 hen over DAB-Silkeborg serie 12, til sidste-udgaven med serie-15 motor. Endvidere nåede bustypen at udkomme i to forskellige ledbus-udgaver, både firedørs og tredørs.

Når Århus Sporveje solgte sine kasserede busser, er det fortrinsvis sket mange ad gangen på auktioner. Det har især de køretekniske anlæg anvendt, hvorfor mange chauffører har oplevet at få deres glatførekørsels-undervisning i forhenværende Århus-busser. I 1990-erne har også østeuropa-eksportører budt på Århus Sporvejes kasserede busser, mens et mindretal har fundet kørselsopgaver i Danmark, for det meste til skolebus.

Nr. 241 der leveredes til Århus Sporveje i 1988, er blandt de mange, der har været forbi et køreteknisk anlæg. I 2004 kom den nemlig til Ring Djursland, i forvejen storkunde til Århus Sporvejes brugte busser. I 2009 blev den, i en gruppe af ti andre forhenværende Århus-busser, solgt til vognmand og brugtbus-forhandler Klaus Gotschalck i Ryomgaard. I 2016 blev den udloddet iblandt bevaringsvillige businteresserede, og her vandt Bushistorisk Selskab.

Den er ikke den eneste bevarede af denne velkendt Århus-bybustype, idet Sporvejsmuseet har to, nemlig nr. 272 og 287, der dog er DAB-Silkeborg serie 12. Pladsen på vort museum er dog givet ved, at der er så mange chauffører der har været på glatbane i sådan en.

Om Danmarks busmuseum
En familieattraktion med oplevelser for 3 generationer. Kører rundture i Skælskør, eller Herregårds-ture m.m. Danmarks Busmuseum er skabt og opbygget af frivillige. Busmateriel, arkiver m.m. er indsamlet gennem 25 år, de første 22 år af foreningen Bushistorisk Selskab (BHS).

Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne: Europa investerer i landdistrikterne