Det var først helt fremme i 1980-erne, at provinsens bybusser skiftede fra at have bagperron til midterdør. Få steder havde man dog skiftet tidligere. I Vejle og Aalborg var det sket i løbet af 1970-erne, fordi kommunen ville have samme slags bybusser som i København. Da de fælleskommunale trafikselskaber etableredes i begyndelsen af 1980-erne, udarbejdede man et “Amtsrådsforeningens Busforskrifter”, hvori man foreskrev nogle standardtyper rutebiler og bybusser, der alle havde midterdør.
De fleste steder begyndte man herefter at købe bybusser med midterdør frem for med bagperron. Kun i nogle få byer holdt man fast i bagperronen, bl.a. i Odense, Aarhus, Randers, Hjørring og så i Korsør, hvor Korsør Bybus dengang drev byens 2 bybusruter. Da man købte en ny bybus i 1985, fik man den leveret med bagperron. Først da man igen skulle anskaffe en ny bybus i 1988, valgte man at skifte til midterdør, døre 2-2-0. Det var LS89503, en Leyland-DAB 7-1200B, som nu er bevaret af Busbevarelsesgruppen. Den blev købt imens Leyland-DAB i Silkeborg var i gang med at frigøre sig fra britiske Leyland Bus, der var blevet købt af Volvo. Det omfattede bl.a. at man skulle til at anvende andre komponenter end de hidtidige Leyland. Den ny motor-leverandør, DAF, var allerede fundet da LS89503 leveredes. Den fik derfor en DAF-motor. Korsør Bybus anvendte LS89503 frem til licitationen i 1995, hvor man ophørte. Her blev bussen videresolgt til Raasted Turistbusser, der drev en række lokalruter for Randers Kommunes lokale trafikselskab Randers Bus-Trafik. Her fik den internnr. 14 og blev malet melongul. I 2009 blev firmaets kørsel og busser overtaget af Faarup Rute- og Turistbusser.
I 2013 blev bussen udrangeret og solgt til Vejstruprød Busimport. Her blev den imidlertid overtaget af Busbevarelsesgruppen Danmark, der længe havde savnet en traditionel 2-2-0 Leyland-DAB bybus i samlingen. Helt traditionel er den dog ikke, for imens Amtsrådsforeningens Busforskrifter specificerede enkeltstole i bussens ene side i forreste del af bussen, så har bussen her dobbeltstole i begge sider, hvilket har været til god nytte på Randers-lokalruternes forstadsrute-karakter. I forbindelse med Busbevarelsesgruppens afvikling overgik bussen i 2017 til Danmarks Busmuseum
Om Danmarks busmuseum
En familieattraktion med oplevelser for 3 generationer. Kører rundture i Skælskør, eller Herregårds-ture m.m. Danmarks Busmuseum er skabt og opbygget af frivillige. Busmateriel, arkiver m.m. er indsamlet gennem 25 år, de første 22 år af foreningen Bushistorisk Selskab (BHS).