Chevrolet Six 1933

Om bussen

I løbet af sommeren 2013 modtog vi en henvendelse omkring en Chevrolet SIX årgang 1933, der gennem 30 år havde stået i en lade ved Bodilsker, hvor den var blevet hentet ind, efter at være fundet hensat på en mark ved Rønne.
Indehaveren af laden havde indset, at den nok ikke ville nå at blive restaureret i hans levetid, og derfor søgte han at få den overdraget til Bushistorisk Selskab.

Bussen er en Chevrolet SIX årgang 1933 med karosseri fra Aage Jensen i Rønne. Bussen har kørt hos Povl Brandt i Rønne, der i 1949, for at få mere bagageplads fik den moderniseret med ny front og bagende. Her blev karosseriets forreste del, samt ratstamme og pedaler bygget frem ca. halvdelen af den oprindelige motorhjælmslængde.

Bussen er med skydetag, hvor dugen, ligesom stoffet på stolene, er mørnet bort efter den lange henståen i det fri. Ligeledes er metaldelene rustangrebne, men hverken metal- eller trædelene er i en stand som umuliggør restaurering. Der er ikke motor i, men manden den stod hos, mener at have en motor til den, iblandt sine rariteter i laden. Gearkassen har han fundet og leveret os.

Bussen har været anvendt af vognmand Povl Brandt i Rønne til langt op i 1950-erne, men efter brugen blev den hensat på en mark ved Rønne. I september 2013 afhentede BHS bussen i Bodilsker, og fik den kørt til sin ny garageplads, hos en gårdmand ved Klemensker.

Om Danmarks busmuseum
En familieattraktion med oplevelser for 3 generationer. Kører rundture i Skælskør, eller Herregårds-ture m.m. Danmarks Busmuseum er skabt og opbygget af frivillige. Busmateriel, arkiver m.m. er indsamlet gennem 25 år, de første 22 år af foreningen Bushistorisk Selskab (BHS).

Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne: Europa investerer i landdistrikterne