Chevrolet Six LT1 årgang 1931

Om bussen

Chevrolet – bussen er en sekscylindret Chevrolet ”Six” af typen LTI. Den er kommet fra USA som samlesæt, og er monteret på General Motors danske bilfabrik i Aldersrogade i København. Karrosseriet er bygget hos Sorø Karrosserifabrik.

Bussen blev indregistreret 1. gang marts 1931 og leveret til rutebilejer Henry Petersen i Præstø, til ruten Køge-Tappernøje-Præstø. I 1951 blev den solgt til rutebilejer Aksel Frederiksen, ligeledes Præstø, der drev ruten Præstø-Jungshoved. Omkring 1959 – 1960 erhvervede den daværende bilinspektør i Næstved Schiøtz-Christensen bussen, og anvendte den som campingbus på sine private ferieture. Omkring 1971 blev den hensat som jagthytte i Holmegård mose ved Næstved.

Efter i 3 år at have tjent som jagthytte og læskur ved Holmegård Mose hos gårdejer Axel Jensen i Spragelse, havde en naturvandrer spottet bussen og henledt direktør Knud Petersen (KP) Ringsted Karrosserifabrik (RK) opmærksomhed på bussens eksistens.
Ud over at bygge nye busser var KP interesseret i veteranbusser. Ved eget syn på det der nærmest var et vrag besluttede KP at den trods alt havde en stand der gjorde muligt at restaurere og genopbygge den.

KP fik en aftale i stand med gårdejer Axel Jensen – og den 10. dec. 1975 afhentede Falck-Zonen den gamle Chevrolet, som gårdejer AJ med sin traktor forinden havde trukket bussen ud på marken, hvorefter Falck-Zonen med deres ladbil/fejeblad kunne trække den op på ladet.
Herefter gik turen til Ringsted Karrosserifabrik.

RK besluttet at bussen skal genopbygges og det må tage den tid det tager ind imellem nybygning af busser til busbranchen.
Chevrolet bussen havde inden hensætning som jagthytte kørt som campingbus. RK fjernede alle skabe, køkken m.v. – bussen blev totalt adskilt for at bliver genopbygget.

I 1984 står Chevrolet SIX bussen færdig og næsten som ny. Her i 2018 fremstår den stadig som ved præsentationen 1 1984 – og vist her på vores hjemmeside.
RK benyttede dengang bussen til forskellige repræsentative begivenheder.

I 1986 ophører RK med nybygning af busser, men fortsætter som forhandler af det tyske busmærke Setra, samt reparationsværksted og lager.
For at gøre historien kort, overtager Setra-fabrikken Kasboher i 1990 aktiemajoriteten i RK – og i 1994 overtages hele virksomheden af tyske Daimler Benz AG og skifter navn til EvoBus Danmark A/S.
EvoBus Danmark A/S bygger nyt i Køge hvortil hele tidligere RK indgår i.
Ved indvielsen af EvoBus Danmark`s nybyggeri overdrages den af RK restaurerede Chevrolet SIX til foreningen Bushistorisk Selskab (BHS) i Skælskør.

I jan. 2016 etableres Danmarks Busmuseum Fond (DBM) på adressen Fabriksvej 1 i Skælskør.
I forbindelse med denne oprettelse af Danmarks første bus museum, overdrager foreningen Bushistorisk Selskab den gamle Chevrolet SIX til DBM, i øvrigt sammen med alle andre busser, arkiver, materialer, værktøj m.m. som BHS på det tidspunkt ejede.

Den gamle rutebil, campingvogn, jagthytte Chevrolet SIX 1931 indgår herefter i Danmarks Busmuseum`s flåde af øvrige veteranbusser fra perioden 1925 til 2000-tallet, som kan ses og opleves på bus museet i Skælskør.

Om Danmarks busmuseum
En familieattraktion med oplevelser for 3 generationer. Kører rundture i Skælskør, eller Herregårds-ture m.m. Danmarks Busmuseum er skabt og opbygget af frivillige. Busmateriel, arkiver m.m. er indsamlet gennem 25 år, de første 22 år af foreningen Bushistorisk Selskab (BHS).

Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne: Europa investerer i landdistrikterne