Bussen blev bygget på J. Ørum Petersens karosserifabrik i Herning, som ganske undtagelsesvis byggede på andre chassiser end Scania. Der blev bygget i alt to af slagsen LPO 813, den ene blev leveret til Mads Jensen, Oxbøl og den anden til Brandt Madsen, Skanderborg Busselskab.
Denne bus blev leveret med J.Ø.P.´s normale opbygning med høje buede sideruder, J.Ø.P. forende monteret på den originale opbygning, monteret med FT stole med enkelte rygge og gennemgående sæde, armlæn mod midtergang, radio og mikrofon med båndspiller, friskluftsanlæg med kanaler og dyser med læserlamper til hver enkelt passager og førerdør.
Dog blev der tilføjet enkelte mere avancerede detaljer så som selvlysende lakering på de røde dele, termoruder, drejelig førerstol, specielt instrumentbord og påmalet angivelse af lufttryk over hjuludskæring.
I 1993, hvor Brandt Madsen frasolgte en del af forretningen, nemlig Skanderborg Bybusser til City-Trafik A/S og selv beholdt rutebil og turistafdelingen, blev bussen totalrenoveret på Stautrup Karosserifrabrik, og der blev samtidig ilagt en ny motor, en OM 366.
I 1996 solgte Brandt Madsen den sidste del af forretningen til DSB Busser A/S, hvori bussen indgik i handelen. I 1997 overdrog DSB Busser A/S bussen til Bushistorisk Selskab, og vi har stadig stor glæde af bussen. Den er nu stationeret hos vor midtjyske lokalafdeling.
Om Danmarks busmuseum
En familieattraktion med oplevelser for 3 generationer. Kører rundture i Skælskør, eller Herregårds-ture m.m. Danmarks Busmuseum er skabt og opbygget af frivillige. Busmateriel, arkiver m.m. er indsamlet gennem 25 år, de første 22 år af foreningen Bushistorisk Selskab (BHS).