Buskataloget
Velkommen til buskataloget.
Venlig hilsen Ole Vang.
Læs om og navigér i vores busser:
Chevrolet Six LT1 årgang 1931Busnr: 031
Mærke: Chevrolet Six LT1
Karosseri: Sorø Karosserifabrik
Stelnummer: XBLT 1-169
Motor: 6 cylindret, topventilet,benzin. 50 hk.
Gear: 4 trins manuelt
Registrering: marts 1931
Pass. antal: 15
Dørplacering: 0-1-0
Chevrolet – bussen er en sekscylindret Chevrolet ”Six” af typen LTI. Den er kommet fra USA som samlesæt, og er monteret på General Motors danske bilfabrik i Aldersrogade i København. Karrosseriet er bygget hos Sorø Karrosserifabrik.
Bussen blev indregistreret 1. gang marts 1931 og leveret til rutebilejer Henry Petersen i Præstø, til ruten Køge-Tappernøje-Præstø. I 1951 blev den solgt til rutebilejer Aksel Frederiksen, ligeledes Præstø, der drev ruten Præstø-Jungshoved. Omkring 1959 – 1960 erhvervede den daværende bilinspektør i Næstved Schiøtz-Christensen bussen, og anvendte den som campingbus på sine private ferieture. Omkring 1971 blev den hensat som jagthytte i Holmegård mose ved Næstved.
Efter i 3 år at have tjent som jagthytte og læskur ved Holmegård Mose hos gårdejer Axel Jensen i Spragelse, havde en naturvandrer spottet bussen og henledt direktør Knud Petersen (KP) Ringsted Karrosserifabrik (RK) opmærksomhed på bussens eksistens.
Ud over at bygge nye busser var KP interesseret i veteranbusser. Ved eget syn på det der nærmest var et vrag besluttede KP at den trods alt havde en stand der gjorde muligt at restaurere og genopbygge den.
KP fik en aftale i stand med gårdejer Axel Jensen – og den 10. dec. 1975 afhentede Falck-Zonen den gamle Chevrolet, som gårdejer AJ med sin traktor forinden havde trukket bussen ud på marken, hvorefter Falck-Zonen med deres ladbil/fejeblad kunne trække den op på ladet.
Herefter gik turen til Ringsted Karrosserifabrik.
RK besluttet at bussen skal genopbygges og det må tage den tid det tager ind imellem nybygning af busser til busbranchen.
Chevrolet bussen havde inden hensætning som jagthytte kørt som campingbus. RK fjernede alle skabe, køkken m.v. – bussen blev totalt adskilt for at bliver genopbygget.
I 1984 står Chevrolet SIX bussen færdig og næsten som ny. Her i 2018 fremstår den stadig som ved præsentationen 1 1984 – og vist her på vores hjemmeside.
RK benyttede dengang bussen til forskellige repræsentative begivenheder.
I 1986 ophører RK med nybygning af busser, men fortsætter som forhandler af det tyske busmærke Setra, samt reparationsværksted og lager.
For at gøre historien kort, overtager Setra-fabrikken Kasboher i 1990 aktiemajoriteten i RK – og i 1994 overtages hele virksomheden af tyske Daimler Benz AG og skifter navn til EvoBus Danmark A/S.
EvoBus Danmark A/S bygger nyt i Køge hvortil hele tidligere RK indgår i.
Ved indvielsen af EvoBus Danmark`s nybyggeri overdrages den af RK restaurerede Chevrolet SIX til foreningen Bushistorisk Selskab (BHS) i Skælskør.
I jan. 2016 etableres Danmarks Busmuseum Fond (DBM) på adressen Fabriksvej 1 i Skælskør.
I forbindelse med denne oprettelse af Danmarks første bus museum, overdrager foreningen Bushistorisk Selskab den gamle Chevrolet SIX til DBM, i øvrigt sammen med alle andre busser, arkiver, materialer, værktøj m.m. som BHS på det tidspunkt ejede.
Den gamle rutebil, campingvogn, jagthytte Chevrolet SIX 1931 indgår herefter i Danmarks Busmuseum`s flåde af øvrige veteranbusser fra perioden 1925 til 2000-tallet, som kan ses og opleves på bus museet i Skælskør.
Ole Vang
Chevrolet Six 1933Busnr: 033
Mærke: Chevrolet Six
Karosseri: Aage Jensen, Rønne
Stelnummer:
Motor:
Gear: Manuel
1. registrering: 1933
Pass. antal:
Dørplacering: 0-1-0
Indehaveren af laden havde indset, at den nok ikke ville nå at blive restaureret i hans levetid, og derfor søgte han at få den overdraget til Bushistorisk Selskab.
Bussen er en Chevrolet SIX årgang 1933 med karosseri fra Aage Jensen i Rønne. Bussen har kørt hos Povl Brandt i Rønne, der i 1949, for at få mere bagageplads fik den moderniseret med ny front og bagende. Her blev karosseriets forreste del, samt ratstamme og pedaler bygget frem ca. halvdelen af den oprindelige motorhjælmslængde.
Bussen er med skydetag, hvor dugen, ligesom stoffet på stolene, er mørnet bort efter den lange henståen i det fri. Ligeledes er metaldelene rustangrebne, men hverken metal- eller trædelene er i en stand som umuliggør restaurering. Der er ikke motor i, men manden den stod hos, mener at have en motor til den, iblandt sine rariteter i laden. Gearkassen har han fundet og leveret os.
Bussen har været anvendt af vognmand Povl Brandt i Rønne til langt op i 1950-erne, men efter brugen blev den hensat på en mark ved Rønne. I september 2013 afhentede BHS bussen i Bodilsker, og fik den kørt til sin ny garageplads, hos en gårdmand ved Klemensker.
Renault TN6 CHLBusnr: 034
Mærke: Renault TN6 CHL
Karosseri: STCRP
Stelnummer: 610450
Motor: Panhard 4 cyl. dieselmotor type K. nr. 401139
Gear: 4-trins manuelt
registrering: 5. september 1934
Pass. antal: 33
Dørplacering: Åben bagperron med indgang i gavlen
Paris fik sine første hesteomnibusser i 1828. Snart opstod der en skov af selskaber. Men i 1855 blev de, ved statsligt dekret, sammenlagt til Compagnie Generale des Omnibus.
I 1905, 5 år efter den første metrolinjes åbning, gjorde man sin første stor-satsning på selvkørende omnibusser. I forbindelse med bil-udstillingen “salon de l’automobile de 1905”, arrangerede man en konkurrence imellem 9 forskellige leverandører, der hver deltog med en selvkørende udgave af datidens hesteomnibus, en toetages bus med åben bagperron, lukket underetage og åben overetage, på en forsøgsrute imellem Bourse og Pont d’ Alma.
Vinder af konkurrencen blev Schneider, der fik ordre på at levere 150 stk. “Brillié P2” 30-personers omnibusser med benzinmotor og mekanisk transmission. De kom i trafik fra juni 1906, i første omgang på 6 ny buslinjer.
De parisiske gader viste sig imidlertid uegnede til toetages busser. Derfor valgte man i stedet at anskaffe eenetages busser. De toetages fik endvidere ny eenetages karosserier, i årene 1910-12.
I 1921 fusionerede man med Paris daværende 5 sporvejsselskaber, i selskabet Société des transports en commun de la région parisienne – STCRP, med 112 sporvognslinjer og 41 buslinjer.
I 1929 besluttede man at afvikle sporvognene. Man vidste det ville blive en stor opgave, med behov for mindst 3000 ny og større busser.
I 1931 introducerede man derfor en ny 50-personers bustype Renault TN4. Man byggede den både som 2-mandsbetjent bybus med åben bagperron og 2 passagerklasser. Og som eenmandsbetjent forstadsbus med en passagerklasse, og sidedør bag forakslen. Karrosserierne byggede man nemlig selv, imens man købte chassiserne hos Renault.
TN4s 4-cylindrede 58 hk motor var imidlertid for svag til de bakkerige ruter omkring bl.a. Butte Montmartre. Derfor introducerede man i 1932 Renault TN6, med en større 6-cylindret motor på 67 hk, og længere snudeparti. Men TN6 er også mere tørstig med brændstoffet, en blanding af benzin, benzol og alkohol man anvendte, fordi det kunne produceres i Frankrig. Derfor anskaffede man fortsat TN4-busser, sideløbende med TN6.
I 1934 kom Renault TN6 i 2 ny udgaver, nu udrustet med en anden hjultype, med aftagelige fælgringe, modsat førhen skivehjul. Den ene er en forstadsbus med eenmandsbetjening og sidedør bag forakslen. Den anden, TN6 CHL, har åben bagperron, bygget for tomandsbetjening. Denne anskaffer man i 160 eksemplarer.
I 1938 har man busser nok, til man kan lukke den sidste sporvognslinje.
Under 2. verdenskrig manglede man brændstof, men det lykkedes at gennemføre en reduceret trafik på gengas eller bygas, sidstnævnte med en stor kasse til en gasballon på taget af bussen. Men de solide pariserbusser får imidlertid en alternativ popularitet. Efter krigen genfinder man nemlig flere end 1200 af dem, i lige fra Algeriet til Finland, hvor de har været brugt i felttog. 2. verdenskrig bliver også terminen for at bybusserne og metroen bliver sammenlagt, provisorisk fra 1942, og i 1948 stiftedes det nuværende RATP.
I 1952-53 fik 90 af TN6 CHL’erne dieselmotorer. Vor bus, nr. 2847, fik en 4-cylindret Panhard type K.
TN6-erne kører frem til 1969, mens TN4’erne kører helt frem til 1971.Vor bus blev synet sidste gang i Paris d. 25. oktober 1969, hvor efter den blev hensat ved årsskiftet 1968/1969.
I 1974 finder Ringsted Karosserifabrik bussen, stående forfalden i Paris, og da man allerede var begyndt på at restaurere veteranbusser, da beslutter man at erhverve bussen, og hente den til Danmark med henblik på restaurering, 29. oktober 1974 bliver man enige om prisen.
Efter Ringsted Karosserifabriks restaurering, anvendte man den i sin markedsføring. Her blev den hyppigst præsenteret ved busvognmandsorganisationernes delegeretmøder, ligeledes har den kørt ved den årlige byfest, “Præriefesten” i Nr. Snede.
Meget af tiden har bussen dog stået og ”gabt” bag i hallen i Evobus-servicecenteret i Nr. Snede. Og da Evobus ny direktør, Martin Hink, tiltrådt i 2012, så det, da foreslog han, at bussen blev overdraget til nogen der kan køre med den, og straks havde Evobus os i tankerne, idet vi længe har haft et godt og frugtbart samarbejde. Det er anledningen til bussen nu er Bushistorisk Selskabs.
21. april 2013 blev den kørt til Sjælland på en veteranlastbil fra vognmand Torbjørn Bay i Slagelse. Her efter er bussen blevet klargjort til syn hos Egons Busser i Slagelse og hos Skælskør Autoelektro, og derefter, 27. april, blev den synet hos synshallen Stop 39 i Slagelse – og godkendt, hvor efter den kunne modtage sit første registreringsnummer i Danmark, DJ78902.
Volvo B11Busnr: 038
Mærke: Volvo B11
Karosseri: Århus Karosserifabrik
Stelnummer: 95427
Motor: Volvo FC 72.224 (benzin) 6 cylindre – 90 HK
Gear: 4 trins manuel usynkroniseret
Registrering: juni 1938
Pass. antal: 29
Dørplacering: 0-1-0
Med støtte fra Rutebilejernes Arbejdsgiverforenings Støttefond blev det muligt for Bushistorisk Selskab at overtage Volvo-veteranbussen U 9101 fra boet efter Uffe Thygesen. Det var familiens ønske, at bussen skulle tilbydes Bushistorisk Selskab.
Vel nok Danmarks ældste Volvo-Bus (67 år) har for busser et helt enestående ”levnedsløb” bag sig. Den har fra leveringen i 1938 og helt frem til 1973 været indregistreret uafbrudt og det endda under samme nummer og for den samme ejer, som for øvrigt har ejet den helt frem til overdragelsen til Bushistorisk Selskab i 2004.
U 9101, som bussen kom til at hedde, blev leveret fra Århus Karosserifabrik 4. juni 1938. Den måtte bruges både til rute-og turistkørsel, og med de bløde polstrede plys-stole lod den intet tilbage at ønske med hensyn til komfort.
Efter krigen trængte den til en grundig restaurering, og det påtog Århus Karosserifabrik sig i 1949.
Med de gamle tegninger i hånden skilte fabrikken karrosseriet fuldstændig ad og byggede den op fra bunden, idet man genanvendte store dele af blandt andet interiør´et. Alt i alt var restaureringen så omfattende, at en ny byggeplade i vognen nu forkynder, at karrosseriet er leveret i 1949 af Århus karosserifrabrik som byggenummer 55. Efterhånden blev bussen mindre og mindre brugt, da man var kommet ind i 1970´erne, og med den ”forslugne” benzinmotor kunne den ikke længere skjule, at den var på vej ind i veteranernes rækker. Da oliekrisen kom i 1973, blev bussen afmeldt og nummerpladerne afleveret, og bussen blev hensat i en garage. I 1988 blev bussen fundet frem igen og blev optisk istandsat, og i 1989 blev bussen gjort klar til syn og fik nummerplader på igen, dog ikke med sit oprindelig nummer U 9101.
Da Bushistorisk Selskab overtog bussen i 2004, blev den omregistreret og fik sine historisk korrekte plader på igen, nemlig U 9101.
Bussen indgår i dag i Bushistorisk Selskab´s Veteranbuskørsel i Skælskør, hvor bussen også er udstillet på vores garageanlæg.
Morris-CommercialBusnr: 049
Mærke: Morris-Commercial
Karosseri: DOMI, Glostrup
Stelnummer:
Motor: Morris 4-cylindret benzin
Gear: manuelt
Registrering: 1949
Pass. antal: 27
Dørplacering: 0-1-0
DOMI, Dansk Oversøisk Motor Industri A/S, etableret i 1946 i Glostrup, huskes mest for de engang populære Morris-personbiler. Men i et par år efter besættelsen, var man blandt pionererne med at få den danske buskarosseriproduktion industrialiseret. Efter besættelsesårene var landets buspark nedslidt. Man kunne endvidere ikke skaffe egnet træ til ny buskarosserier. Men den amerikanske Marshall-hjælp gav hjælp til, at landet kunne effektivisere sit byggeri og industri, og heriblandt at komme i gang med at bygge buskarosserier i stål. DOMI, der allerede fungerede som samlefabrik for biler, gik med på idéen, og etablerede en industriel produktion af buskarosserier.
Her udviklede ingeniør S. Nygaard Jensen en byggemetode, hvor man, som det første sted i Danmark, anvendte jigs til at fremstille karosseristellene med. Man anvendte endvidere elektrisk punktsvejsning til at samle dem med, hvorved svejsningerne blev ensartede og holdbare. Endvidere havde man fundet på at lægge trælister ind i karosseriprofilernes hulrum, hvilket gav en let og samtidigt stærk karosserikonstruktion. I 1949 kunne man derfor introducere de første busser med stålkarosseri. De var frembyggede, og bygget på chassiser af mærket Morris-Commercial, et mærke som man selv importerede.
Busserne havde nogle interessante finesser, nemlig vacuumbetjent skydedør, ekstra forsænkede sidevinduer foran til at forbedre chaufførens overblik, 2 elektrisk oplyste ruteskilte under vindspejlet, samt en stor højtplaceret stoplygte bagi i venstre side. Bag i bussen var der bagagerum med bundhængslet klap, der derved kunne anvendes som bagagebærer.
Man tilbød naturligvis at bygge på alle chassiser, bl.a. fik man leveret 12 torpedobyggede bybusser til Københavns Sporveje, bygget på Leyland Comet-chassiser. Imidlertid blev DOMIs karriere inden for buskarosseribygning kort. DOMI brændte nemlig i maj 1951 og her valgte man at indstille buskarosseriproduktionen. I stedet opbyggede man en ny og mere effektiv automobil-samlefabrik. Man fortsatte dog med autokarosseri-produktion i mindre skala, blandt andet byggede man stål-varekasser til Morris Minor.
I 1949 anskaffede Thomsens Turisttrafik i Lyngby en ny højrestyret Morris Commercial med 4-cylindret 4-liters benzinmotor, med karosseri fra DOMI. Siden kom bussen til Bornholm, til H. P. Olsen i Hasle, som anvendte den frem til 1972. Herefter blev den hensat i en garage, men i 1987 blev den udbudt til salg, og blev købt af en veteranbilsamler på Kalundborg-egnen. Da han begyndte at føle alderen trykke i 2010-erne indledte han en dialog med Bushistorisk Selskab om vi kunne overtage bussen. Det valgte vi at acceptere, da bussen netop repræsenterer de første danske busser med karosseri bygget i stål. 2017 blev året, da bussen endeligt overgik til Bushistorisk Selskab, til vort Danmarks Busmuseum i Skælskør
Volvo B513Busnr: 050
Mærke: Volvo B513
Karosseri: J. Ørum-Petersen, Herning
Stelnummer: 510
Motor:
Gear:
Registrering: 8. marts 1950
Pass. antal: 36
Dørplacering: 0-1-0
Vi blev i august 2012 inviteret til at undersøge mulighederne for bevarelse af en bus, der mange år har henstået i Korsør Frugtplantage, og nu stod for at skulle fjernes.
Der er tale om en Volvo B513 med Ørum-Petersen-karosseri, oprindeligt erhvervet af DSB Rutebiler i 1950, til ruten København(Langgade)-Roskilde-Sorø-Slagelse-Korsør (Rute 122). Den var her indrettet med polstrede stole og rygekupé med skillevæg bag i bussen. Da DSB Rutebiler indførte internnumre på busserne i 1955, fik den nr. 284.
I 1960 blev den erhvervet af Peter og Bernhard Nielsen, Næsby Strand, der anvendte den frem til 1965 på deres rute Slagelse-Næsby Strand. Herefter overtog familiemedlemmet Alfred Nielsen den, og fik den kørt til Korsør Frugtplantage i Svenstrup ved Korsør.
Her blev den, efter motor og aksler var blevet fjernet fra den, indrettet som lysthus. Stolene blev sat ud langs med siderne, så der kunne indsættes et middagsbord. Oven på fik man bygget man et læ-tag for at beskytte bussen, imens siderne blev beklædt, først med tagrør, siden med profilbrædder. I bussen holdt man sine mange familiesammenkomster. Hvor rummet bag skillevæggen ofte fungerede som dansegulv.
Da vi i efteråret 2012 modtog henvendelse vedrørende bussen, gik vi i gang med først at fjerne profilbrædderne på siden, for at se hvordan den havde klaret de 47 år som lysthus i plantagen. Det viste sig, at gulv og pladebeklædning er nogenlunde intakt, bortset fra enkelte gennemtæringer under sidevinduerne, og frøn i karosseriets træskelet bag ved, mens der naturligvis mangler mange dele, såsom motor, transmission, aksler, lygter og instrumenter. Hvor af mange allerede er skaffet via gode kontakter, og nu kan anvendes ved restaureringen.
14.august 2013 fik vi den afhentet fra Korsør Frugtplantage, og anbragt den på en ombygget bådevogn, så den kan flyttes, og udstilles.
Scania-Vabis B 42 VEBusnr: 052
Mærke: Scania-Vabis B 42 VE
Karosseri: Sorø Karosserifabrik
Stelnummer: 87901
Motor: Scania-Vabis 4. cyl. diesel
Gear: Manuelt
Registrering: 10.12.1952
Pass. antal: 57
Dørplacering: 0-1-1
I efteråret 2012 modtog vi en henvendelse fra vognmand Frank O. Nielsen, ”De Røde Veteran Lastbiler” i Brønderslev, der havde læst om os i tidsskriftet Veteranposten. Han havde en gammel Scania-Vabis-bus stående, som han mente måske var interessant for os, idet han ikke selv havde plads til den mere.
Det viste sig at være en Scania-Vabis B42VE med karrosseri fra Sorø Karosserifabrik. Den var oprindeligt leveret til Gunner og Svend Bojesen, “Hjortekær Trafik” i Hjortekær i december 1952, som firmaets første dieseldrevne bus, indregistreret A17551, for en købesum formedelst kr. 92.500.-. Firmaet drev bl.a. en rute Lyngby-Lundtofte-Hjortekær, der grundet S-tog til Lyngby og nyt boligbyggeri, var blevet til en forstadsrute med 20-minutters interval. Derfor fik bussen også bagdør. Senere i 1957 fik man den omregistreret til turistkørsel, indregistreret A30024. Sidst blev den anvendt som dubleringsbus, indregistreret AK89502, når de mange ingeniørstuderende skulle til og fra den nyopførte Polytekniske Læreanstalt på Lundtoftesletten.
I januar 1971 blev bussen solgt til tre bus-entusiaster, og siden har den været opbevaret med henblik på bevaring. Bl.a. i en lade på Torvedegaard i Lille Havelse ved Ølsted i Nordsjælland, hvor den var indslag på Foreningen Busfrontens udflugt i 1986.
I november 1986 blev den hentet til Nordjylland af Jørgen Larsen i Astrup, der fik den ind og stå på Albert Andersens Maskinfabrik i Svenstrup, hvor man gennem en årrække fik renoveret bussens undervogn. Derefter kom den til Aalborg Vintage Motor Klub, hvor hos den blot stod, og derefter anskaffede Frank O. Nielsen bussen. Planen var oprindeligt at anvende den til studenterkørsel, men hertil er alene lastbiler med udelukkende spulebare flader på ladet passende. Derfor valgte Frank. O. Nielsen at finde et nyt passende hjem til den, og her blev Bushistorisk Selskab fundet bedst egnet.
Bushistorisk Selskab har valgt at overtage bussen, og nu indgår den i vor samling. Bussen har nemlig en interessant beretning med sig, nemlig hvordan den tidlige udbygning af S-togene til de nordlige forstadskommuner, og det deraf følgende boligbyggeri, også fik indflydelse på det lokale rutebilerhverv.
Bedford type OLBBusnr: 052-1
Mærke: Bedford type OLB
Karrosseri: Ørum-Petersen, Herning
Stelnummer:
Motor: Bedford 6 cyl benzin, 84 HK,
Gear: 4 trins man. usynkroniseret
Registrering: 23.04.1952
Pass. antal: 27
Dørplacering: (0)-1-0
I løbet af 2013 modtog vi henvendelse fra vort medlem og samarbejdspartner vognmand Torben Sørensen om at overtage en af hans veteranbusser, som han længe har arbejdet med at restaurere.
Nemlig en Bedford OLB, årg. 1952 med karosseri bygget hos J. Ørum-Petersens Karosserifabrik i Herning og leveret til rutebilejer P.C. Poulsen, ruten Stenbjerg-Thisted.
Den kørte i Thy til omkring 1970, hvor efter den blev solgt til Brdr. Fuhlendorff i Frøstrup. I midten af 1970’erne kom den til et kollektiv i Vejle, hvor den blev lakeret creme med røde skærme samt rødt tag og bælte, og dekoreret med reklamer for Peter Plyds Bodega. I 1978 var den kommet til et kollektiv i Ordrup, hvor den blev lakeret rød. I 1982 kom den til Byggebranchens Tæppelager – Erling Jensen A/S, hvor den anvendtes som reklamebus. Idet Erling Jensen også drev nogle natklubber, blev den i 1988 malet pink og påmalet reklamer for en af hans klubber, Maxim Bar.
I 1994 påbegyndtes en større restaurering af bussen hos karetmager John Nielsen i Ringstedgade i Roskilde, hvor meget af karrosseriets træværk blev udskiftet med nyt.
I 1998 blev den overtaget af Torben Sørensen i Skælskør, der fortsatte restaureringen af bussen. hvor bussen fik ny pladebeklædning, og derefter er blevet lakeret rød og gul, de farver som Torben Sørensens far, Carl Sørensen anvendte.
I 2013 åbnede Torben Sørensen mulighed for at Bushistorisk Selskab kunne overtage den næsten færdigtrestaurerede bus, og vi valgte her at tage imod tilbudet, idet bussen repræsenterer en typisk rutebil fra 1950-ernes mindre ruter ”på landet”.
Bedford SBS8Busnr: 058
Mærke: Bedford SBS8
Karosseri: J. Ørum-Petersen, Herning.
Stelnummer: 56221
Motor: Leyland O350 6 cyl. diesel
Gear: Manuel
Registrering: 17. juni 1958
Pass. antal: 29
Dørplacering: 0-1-0
Midt i 1950-erne fik DSB den idé, at man selv ville specificere designet på sine røde rutebiler. Man ønskede bl.a. et hvælvet tag, og et prunkløst hvælvet ”borgmestermave”-frontparti, hvor på DSB’s daværende emblem skulle kunne monteres – vingehjulet. Var der behov for frontgrill, skulle den helst være så lav som muligt. Derved ville man sikre sig et ensartet udseende på sine rutebiler, hvad enten de var bygget hos f.eks. DAB, J. Ørum-Petersen, Nordisk Karosserifabrik eller Aabenraa Karosserifabrik.
I første halvdel af 1958 fik man bygget karrosserier på frontmotorchassiser fra Scania-Vabis, Volvo og Bedford. J. Ørum-Petersen byggede på Bedford-chassiserne, mens Aabenraa byggede på de øvrige. Helt ens blev de ikke, J. Ørum-Petersens var nemlig nemme at genkende, på, at de havde en lidt højere frontskive. Sammenligningen kan endda gøres endnu.
Mens Jernbanemuseet kører med en af dem med Aabenraa-karosseri, DSB nr. 670, så har Bushistorisk Selskab en af dem med J. Ørum-Petersen-karosseri, DSB nr. 679. Nr. 679 er en 29-personers Bedford SBS8, stelnr. 56221, med karosseri fra J. Ørum-Petersen i Herning. Den blev leveret til DSB i Århus i juni 1958, ud af en serie på 8. Efter kun 5-6 års kørsel, blev 3 af dem solgt til forskellige privatbaner. Bl.a. nr. 679, der i 1964 blev solgt til Nordfynske Jernbane, der drev banelinjen Odense-Bogense plus 5 rutebilruter i trekanten Hasmark, Odense og Bogense. Her blev den malet rød med sort mavebælte, og fik det improviserede ”vingehjul” foran, lavet af pyntelister. Da banen blev nedlagt pr. april 1966, overtog DSB banens bilruter, mens likvidationskommisionen selv måtte sørge for at få rutebilerne solgt. Her blev bussen solgt til Andreas Paulsen i Svendborg, hvor den blev malet blå med hvid top.
Siden kom den til Arne Vium Jensen i Kerteminde, der donerede den til Bushistorisk Selskab i 1995. Dengang havde Bushistorisk Selskab ikke kapacitet til at bevare den, så den blev derfor videregivet til Granly Bussamling, men da Granly Bussamling siden besluttede at tynde ud i sin samling, kom bussen i juni 2014 tilbage til Bushistorisk Selskab.
Volvo B655Busnr: 058-1
Mærke: Volvo B655
Karosseri: Aabenraa Karosserifabrik
Motor: Volvo Diesel Type D96AL 6 cyl 9,6 liter 150 HK
Gear: 5 trins manuelt u-synkroniseret.
Registrering: 16-09-1958
Pass. antal: 35
Dørplacering: 1-1-0
SAS busserne har en lang historie. De første startede allerede med at køre i 1925 fra lufthavnen til terminalen ved Hovedbanegården, det var med Triangel busser.
I 1958 bestilte man nye busser hos Volvo i forbindelse med åbningen af den nye lufthavnsterminal. Der blev leveret 10 stk. af typen B 655 gennem Volvo-forhandler O. Sommer.
Karrosserierne til de nye busser, som fik vognnumrene 14- 23, var bygget på Aabenraa Karosserifrabrik efter tegning af SAS´ egen arkitekt, Bent Severin. Karrosseriets linier skulle lede tanken i retning af flyets og materialet var også det samme, nemlig letmetal. Samtidig var busserne lakeret som flyene, d.v.s. hvide, grå og blå med SAS´ bomærke placeret på fronten.
På grund af bagagemængden, som de flyrejsende ofte tager med, var lufthavnsbusserne specielt indrettet med særlige bagagestativer ved såvel indstignings- som udstigningsdøre. Derved slap chaufførerne også for at skulle stuve bagagen i konventionelle bagagerum eller på taget.
Disse SAS´ busser kørte i fast rute fra Lufthavnen og ind til København. Nogle blev senere malet blå og kørte som transitbus mellem udenrigs-og indenrigsterminalerne, og så sent som i 1970 kørte der stadig en af dem for SAS.
Busserne endte forskellige steder bl.a. hos Roskilde Omnibusselskab, Jørgen Andersen, Ballerup, Skibby Rejser, en på Bornholm og en endte som kantinelokale på Sdr. Strømfjord.
I 1987 købte SAS en af busserne tilbage fra Skibby Rejser for en krone. I 1989 blev bussen taget frem, og restaureringen kunne komme i gang på SAS Autoværksted. Det praktiske arbejde med chassis, karrosseri og indretning skred langsomt frem. Der blev skabt kontakt til mange personer fra forskellige grene indenfor busdrift og – reparation. Reservedele blev fremskaffet, bl.a. fra Bornholm, samtidig med at der forgik undersøgelse med hensyn til typegodkendelse, teknisk specifikationer og historie. Alt dette tog selvfølgelig lang tid, men i 1995 var bussen færdig og malet i de gamle originale farver.
I Bushistorisk Selskab er vi selvfølgelig glade og stolte over, at det har været muligt at få sådant et klenodie i vores samling, takket være SAS´ gave Vi vil gøre alt for at passe og pleje den helt efter SAS´ ånd. Ligeledes håber vi at kunne fremvise vognen ved forskellige arrangementer. Bussen indgår i dag i Bushistorisk Selskab´s veteranbuskørsel i Skælskør, hvor bussen også er udstillet på vores garageanlæg.
Volvo B705-03Busnr: 060
Mærke: Volvo B705-03
Karosseri: Thisgaard, Vejle
Stelnummer:
Motor: Volvo D47 6-cyl. Diesel
Gear: Manuelt
Registrering: 16. marts 1960
Pass. antal:
Dørplacering: 0-1-0
Vor Volvo B705-03 årgang 1960, er en turistbus, der oprindeligt leveredes til De Gule Busser v/ Chr. Christiansen i Bredsten. Dens karosseri er bygget hos Hans Thisgaard, Vejle Karosserifabrik. Den leveredes af Volvo-busforhandler J. Østergaard-Vejvad i Esbjerg, og da Østergaard-Vejvad anvendte flere forskellige karosserifabrikker, sørgede man omhyggeligt for at få sit eget logo tydeligt placeret foran på busserne.
Det var foruden et sæt fuglevinger med bogstaverne ØV i midten, også brug af frontgitre fra den dengang meget velkendte personbil Volvo Amazon. I 1968 blev bussen solgt til busvognmand Ejner Pedersen i Brokøb syd for Jyderup, og i 1972 blev bussen solgt til mælkerute-indehaver og lillebilvognmand Svend Olsen i nabo-landsbyen Skellingsted, der var velkendt blandt de lokale skoler, når de havde en klasse eller to som skulle billigt på udflugt, f.eks. til museer i København.
I 1988 stiftedes orkestret “Michael Learns To Rock”, der kort derefter begyndte at turnere til bl.a. festivaler og gymnasiefester. Her anskaffede man bussen i 1992 og anvendte den derefter en tid, indtil man kunne overtage en nyere Setra fra Kjukken. Bussen kom derefter til en håndboldklub i Skanderborg, hvorefter det lykkedes Granly Bussamling v/Niels Sørensen at hente bussen. Her udstilledes bussen i en årrække, indtil han rettede en henvendelse til Bushistorisk Selskab m.h.t. om vi kunne overtage nogle af hans busser, som han havde indset han aldrig ville få til til at restaurere. Torbjørn Bay fik derfor hentet bussen til Skælskør på sin blokvognstrailer i juli 2016, og derefter kan vi nu udstille bussen, der vækker genkendelse for det brede publikum på flere punkter, både med “Michael Learns To Rock”-påskrifterne og Volvo Amazon-frontgitrene, mens dens brug hos eksempelvis Svend Olsen i Skellingsted, med mælkerute, udlejningsbil, hyrevogn og en enkelt gammel bus, er en interessant beretning om persontransporterhvervets “husmænd” i fordums tider.
Navnet “Martha” foran på bussen er påmalet af “Michael Learns To Rock”. Man valgte nemlig at opkalde bussen efter sin dengang ældste fan, en 80-årig kvinde ved navn Martha.
Volvo B615-05Busnr: 064
Mærke: Volvo B615-05
Karosseri: Aabenraa Karosserifabrik
Stelnummer: 5779
Motor: Volvo 6-cyl. diesel
Gear: manuel
Registrering: 6. maj 1964.
Pass. antal: 35
Dørplacering: 0-1-0
Leyland-DAB var en blandt flere danske karosserifabrikker, der droppede at bygge karosserierne i stål, til fordel for det mere korrosionsfaste aluminium. Men i slutningen af 1970-erne kom de hidtidige byggemetoder for aluminiumskarosserier i arbejdstilsynets søgelys. Man var blevet mere bevidst om arbejdsmiljøets medarbejderpåvirkninger, og vurderede nu, at den måde man byggede karosserier på, var skadeligt for medarbejderne.
Karosseristellene byggede man, ved at de udskårne profiler blev lagt i jigs og derefter sammensvejset. Men blandt ulemperne ved svejsning i aluminium er, at materialet deformerer meget. Efter svejsningen, er man derfor nødt til at bringe profilerne tilbage i form, hvilket skete ved at banke på dem med store hamre, hvilket støjede meget. Løsningen kom imidlertid fra et nyt profilsystem fra firmaets aluminiumsleverandør Alusuisse. Det var via specielle profiler og beslag indrettes til at skulle samles med bolte, hvor ved man slap for både svejsningen og den efterfølgende støjende hamren og banken. Ligeledes slap man for den efterfølgende montering af sidebeklædningsplader, da disse er integreret i de ny profiler.
De første busser man byggede med det ny karosserisystem, var en serie kundespecifikt bestilte bybusser, bygget på Scania BR112-chassiser, som leveredes til HT fra sommeren 1979. Derefter var det kun et spørgsmål om tid, hvornår Leyland-DABs standardprogram også ville blive bygget med det ny karosserisystem. I marts 1982 udløstes spændingen, da man leverede de første Leyland-DAB-busser bygget efter det ny system, nemlig 2 stk. turistbusser, som leveredes til henholdsvis Lauritzen Rejser i Tønder og Nyborg Turisttrafik. De fik betegnelsen serie 6 type 6, og blev i øvrigt de eneste serie 6 med det ny karosseri. Leyland-DAB var nemlig også i gang med en opdatering af chassiserne, så den næste bus som leveredes med det ny karosseri, en rutebil i juni 1982, kom til at hedde serie 7. Lauritzen Rejser anvendte sin Leyland-DAB serie 6 type 6 frem til 1984, hvor den kom til Tylstrup Rutebiler. Her anvendtes den helt frem til 2010, hvor Gotschalk Rejser i Ryomgård anvendte bussen et års tid. Herefter blev bussen hensat, men gemt til Bushistorisk Selskab, fra Klaus Gotschalk fik vi også det tilbud at vi blot kunne hente og betale den når vi ville.
Setra S11Busnr: 065
Mærke: Setra S11
Karosseri: Kässbohrer
Stelnummer: 93267
Motor: Henschel 6 cyl. diesel
Gear: 4-trins ZF manuel med split
Registrering: 24. marts 1965
Pass. antal: 41
Dørplacering: 1-0-1
Man kan takke de utilfredse, for at Setra er blevet et velkendt turistbusmærke i Danmark. Setra udvikledes nemlig af den tyske karosserifabrik Kässbohrer i Ulm, der var blevet utilfredse med efterkrigsårenes udbud af chassiser. De var nemlig ikke egnede til turistbusser. Derfor måtte man selv løse problemet, ved at udvikle turistbusser med selvbærende karosseri.
De første kom på markedet i 1951, under varemærket “Setra”, hvilket er en sammenskrivning af det tyske ord for “selvbærende”, “Selbsttragende”. De ny Setra-busser var nogle der blev lagt mærke til. Også af indehaver af rejsebureauet Viking Nordturist, Leif L. Hansen. Han blev kort sagt træt af, at hans busser ikke kunne forcere Kassel-bakkerne så hurtigt som de ny Setra-busser, så han ville selv have Setra.
Derfor fik han sin leverandør, Ringsted Karosserifabrik, der i forvejen leverede busser til mange danske rejsebureauer, til at hjemtage en Setra-bus til sig, en S6, leveret i juni 1962, i øvrigt den første Setra i Danmark. Her etablerede Ringsted Karosserifabrik sig samtidigt som dansk Setra-generalagent. Gennem 1960-erne fik RK derefter etableret Setra som det førende mærke for turistbusser i Danmark.
Blandt de tidlige Setra-købere var også Skibby-vognmandsfirmaet Alex Jensen. Det blev stiftet da grundlæggeren Alexander Jensen overtog Skibby-Roskilde-ruten i 1917. Efter besættelsen fik sønnen Knud Alex Jensen udbygget firmaet til den anerkendte rejsebureauvirksomhed, Skibby Rejser, der nu er solgt til Spies-koncernen. I februar 1964 begyndte man at indkøbe Setra, den første en S11, og siden blev det til flere Setra-busser. Ikke blot til rejsebureauvirksomheden, i 1960-erne, samt i 1980-erne frem til firmaets fusion til Partner Bus i 1994, anvendte man også Setra i firmaets rutetrafik.
Vor bus er en S11 fra marts 1965. Efter dens kommercielle anvendelse, helt frem til 1987, har den været gemt af sønnesønnen Peter Alex Jensen, helt frem til 2015, hvor han overdragede den til BHS.
Leyland LOPSUC 1/11Busnr: 067
Mærke: Leyland LOPSUC 1/11
Karosseri: DAB
Stelnummer: L73375
Motor: Leyland O.400 oprindeligt – nu O375
Gear: 4 trins Constant-mesch manuel og 2-speed Eaton-bagtøj
Registrering: oktober 1967
Pass. antal: 41 sidde- + 9 ståpl.
Dørplacering: 1-0-0
Leyland Tiger Cub´en blev bygget i 1967 til De Bornholmske Jernbaner (DBJ), men allerede året efter forlod den solskinsøen, idet DBJ lukkede. Året efter fandt vognen anvendelse på Djursland, først hos Hans Sørensen i Rønde og senere hos Sechers Rutebiler i Rostved.
Først i 70´erne kom vognen til Sønderjylland til Aabenraa Sydbusser v/ Frede Petersen, Stubbæk. Omkring 1980 fungerede bussen som udlånsvogn for DAB og kørte i perioder blandt andet på Fyn og Mors, før den blev købt af turistvognmand Ernst Christensen, Aalborg. Sidste professionelle ejer blev Børge Jacobsen, Hørby i Vendsyssel , hos hvem bussen kørte skolekørsel, men et motorhavari i vinteren 1984/1985 satte en stopper for den videre kørsel. Da bussen stod tæt på ophuggerens rækkevidde, spottede de to Leyland – entusiaster Claus Hansen og Kai W. Mosgaard den motorløse bus og fandt den for god til ophugning. Bussen blev købt og en velkørende 0.375 motor fra en i øvrigt gennentæret 1964 model blev lagt i.
Siden 1985 har vognen kun kørt få kilometer ”lufteture” på prøveskilte og har i øvrigt stået inden døre.
Bussen er grundlæggende et fornuftigt renoveringsobjekt. Det er da også grunden til, at Bushistorisk Selskab overtager bussen 1997.Med stor økonomisk støtte fra Rutebilejernes Arbejdsgiverforenings Støttefond blev det muligt at renovere bussen, som blev påbegyndt efterår 2002 og var tilendebragt forår 2003. DAB-Silkeborg udførte renoveringen og har også har ydet økonomisk støtte.
På Transportmessen 2003 i Herning kunne Bushistorisk Selskab fremvise bussen for første gang efter renoveringen. Siden har den kørt hyppigt ved foreningens forskellige kørsler.
Volvo B58-50Busnr: 068
Mærke: Volvo B58-50
Karosseri: Aabenraa Karosserifabrik
Stelnummer: 1275
Motor: Volvo 6 cyl. diesel 9,6 liter
Gear: Manuel
Registrering: 16. september 1968
Pass. antal: 41
Dørplacering: 1-1-0
Siden begyndelsen af 1960-erne havde DSB anskaffet sine busser, på den vis, at man indkøbte chassiserne fra Volvo, og derefter fik karosserierne påbygget hos Aabenraa Karosserifabrik. I maj 1967 havde man fået en ny standardmodel, med højere vinduer og fladt tag, tilsvarende som på nogle bybusser som leveredes til Henry Hansen, De Grønne Rutebiler i Hillerød-Hørsholm året før.
Ved De Bornholmske Jernbaners nedlæggelse i 1968 overtog man broderparten af DBJs ruter. Her indsatte man 21 ny busser, heriblandt 11 som var 2 stolerækker kortere, og bygget på det kortere chassis Volvo B58-50. De viste sig dog hurtigt at være for små til øen. Derfor blev de fleste af dem hurtigt overført til forskellige sjællandske og jyske driftslederområder, hvor man havde kørsel til dem. En af disse var nr. 213.
Den blev overført til driftslederområdet i Skælskør. Her fik den eftermonteret midterdør, så den kunne anvendes som bybus i Næstved. I 1982 udrangeredes den hos DSB, og blev derefter hensat i Skælskør med henblik på salg. I 1984 anskaffede vognmand Mogens Bøgeholm bussen, der via sit firma Fyens Turist Service i Blommenslyst, drev en række skoleruter omkring Odense. Han anvendte den frem til 2000, hvorefter han afhændede den til Jernbanemuseet, der stillede den i magasin på busgaragen på Warmingsgade i Kolding. Da det nedlagdes i 2012 til fordel for et butikscenter, blev bussen flyttet til et andet af Jernbanemuseets magasiner, på Otto Busses Vej i København. I mellemtiden var jernbanemuseet blevet ramt af besparelseskrav og andre prioriteringer, hvorfor den kom tilbage i Mogens Bøgeholms ejerskab. I 2015 modtog vi imidlertid et tilbud fra Mogens Bøgeholm om at overtage bussen. Hvilket vi valgte at modtage. Efter vort vidende er der nemlig under fem tilbageværende af typen, som fortsat eksisterer som bus, og ikke er ændret på ikke-retablerbar vis.
Leyland-DAB LIDRT 12/2Busnr: 069
Mærke:Leyland-DAB LIDRT 12/2
Karosseri:DAB serie 2
Stelnummer:805192P
Motor:
Gear:
Registrering:16. januar 1969
Pass. antal:
Dørplacering:1-0-0
Tilværelsen som pluk-bus hos Midtdjurs Autoophug i Ryomgård er ikke gået sporløst hen over denne bus, der nu kun er et tomt skrog. Oprindeligt leveredes den til Thinggaard i Nørresundby i 1969, der allerede i 1973 lod den gå i bytte til DAB i forbindelse med køb af nye busser. Dengang var der et stort marked for nyere brugte busser. For vognmænd, der kørte mange daglige kilometer med sine busser, som Thinggaard med sin Aalborg-København-rute, kunne det nemlig godt betale sig at udskifte sine busser efter 3-5 år, inden de blev for vedligeholdskrævende.
Der var nemlig også var mange vognmænd med mindre trafikerede ruter, skolebus og lokalrute, der netop var interesserede i nyere brugte busser, med en til det mindre kørselsomfang passende restlevetid og fornuftig pris.
Typisk formidledes busserne igennem karosserifabrikkerne, idet det var sjældent at nogen kom og købte en ny bus, uden at de havde en brugt de ville af med, og lige skulle have et håndslag på, og som karosserifabrikken så skulle have videresolgt på en eller anden måde.
For dennes bus vedkommende, blev det Secher i Rostved der købte den, og anvendte den på sine ruter på Djursland, indtil 1986, hvor den ikke kunne mere, og blev solgt til Midtdjurs Autoophug i Ryomgård.
Dengang drev man typisk en autoophuggerforretning på den måde, at man satte sine bilvrag på en “bilkirkegård” hvorfra interesserede med behov for reservedele kunne få lov at tage dem, imod et “ikke noget videre”-beløb til autoophuggeren. Først når bilvragene var ribbet helt, blev de så klippet op og kørt til metal-genanvendelse.
Denne bus nåede ikke at blive klippet op, da vort medlem Klaus Gotschalk i Ryomgård formidlede en henvendelse til os, om en bus der skulle bruges som indendørs-café i Odense. Dog blev caféen i stedet en Volvo B10M med Aabenraa-karosseri fra begyndelsen af 1980-erne. Denne bus kom derfor i stedet til Skælskør, hvor den nu står til reservedele, idet der fortsat er dele i den vi vil komme til at mangle, hvis vi ikke sikrer os dem nu.
Scania B 8058Busnr: 072
Mærke: Scania B 8058
Karosseri: Ørum-Petersen, Herning
Stelnummer: 503052
Motor: 6.cylindret diesel.
Gear: manuelt
Registrering: september 1972
Pass. antal: 46
Dørplacering: 0-1-0
Scania´en blev bygget til rutebilejer S. Andersen, Hanstholm på J. Ørum-Petersens Karosserifabrik i Herning. Den er et eksempel på den typiske landrutebil anvendt fra 1950-erne og frem til 1970-erne, nemlig med motor og chauffør placeret over forakslen, og med døren placeret umiddelbart bag ved. Bygget i 1972, er den blandt de sidste busser opbygget efter den recept. Siden fik landrutebilerne typisk chauffør og dør placeret foran forakslen, eventuelt i kombination med midt- eller hækplaceret motor.
I 1985 blev den solgt til Limfjordsruterne ApS, og de videresælger den samme år til J. Kriegbaum i Løgstrup.
I 1990 blev den nu 18 år gamle bus købt af Beredskabskorpset i Vejle, der sætter den i stand og anvender den som korpsbus frem til 1999. Her køber en forening “Skælskør Veteranbusforening” bussen, og indsætter den på “rundturen” (bus, sporvogn, tog og bus) i Skælskør.
I 2002 sætter man den til salg, og her bliver den anskaffet af en privat samler, der opbevarer den, indtil han i 2011 ikke mere har plads til den, og her anskaffer Bushistorisk Selskab bussen.
Scania BF110Busnr: 073
Mærke: Scania BF110
Karosseri: J. Ørum-Petersen, Herning
Stelnummer: 526459
Motor: Scania 6-cyl. Diesel
Gear: Manuelt
Registrering: 30. juli 1973
Pass. antal:
Dørplacering: 0-1-0
Blandt Danmarks verdenskendte industrier, er Radiometer, der etableredes i 1935 med virke først indenfor måleinstrumenter indenfor radioindustrien.
Den københavnske polio-epidemi i 1952, fik imidlertid sporet virksomheden ind på også at udvikle og producere blodgasanalysatorer og andet måleværktøj til sygehuse. Hertil anvendte man en flåde af udstillings- og undervisningsbusser, der kørte ud for præsentation og undervisning i især firmaets medicotekniske grej, hvilket bl.a. førte til lange ture især i Østeuropa.
I 1973 anskaffede man en ny udstillingsbus hos J. Ørum-Petersen i Herning, naturligvis bygget på Scania-chassis.Siden kom bussen til rejsearrangør og udstillingsbusudlejer Jørgen Larsson i Klippinge, der i 1987 præsenterede bussen i en ny anvendelse, nemlig som rullende hotel. Det var som et vogntog med sidde og liggeplads til 25-30 personer, tagbagagebærer til cykler m.v. Her har bussen kørt for rejseselskaber i lige fra Rusland til Afrika.
I 2016 ønskede Jørgen Larsson imidlertid at afhænde vogntoget. Frem for at risikere bussen en grum skæbne som racingbus, valgte Jørgen Larsson imidlertid at donere vogntoget til Danmarks Busmuseum.
Mercedes-Benz LPO 813/42Busnr: 074
Chassis: Mercedes-Benz LPO 813/42
Motor: OM 353-145 oprindeligt – nu OM 366
Gearkasse: 5-trins manuel
Stelnummer: 927886
Karrosseri: Ørum-Petersen, Herning
Passagerantal: 28 siddepladser
Første indreg: oktober 1974
Døre: 0-1-0
Bussen blev bygget på J. Ørum Petersens karosserifabrik i Herning, som ganske undtagelsesvis byggede på andre chassiser end Scania. Der blev bygget i alt to af slagsen LPO 813, den ene blev leveret til Mads Jensen, Oxbøl og den anden til Brandt Madsen, Skanderborg Busselskab.
Denne bus blev leveret med J.Ø.P.´s normale opbygning med høje buede sideruder, J.Ø.P. forende monteret på den originale opbygning, monteret med FT stole med enkelte rygge og gennemgående sæde, armlæn mod midtergang, radio og mikrofon med båndspiller, friskluftsanlæg med kanaler og dyser med læserlamper til hver enkelt passager og førerdør.
Dog blev der tilføjet enkelte mere avancerede detaljer så som selvlysende lakering på de røde dele, termoruder, drejelig førerstol, specielt instrumentbord og påmalet angivelse af lufttryk over hjuludskæring.
I 1993, hvor Brandt Madsen frasolgte en del af forretningen, nemlig Skanderborg Bybusser til City-Trafik A/S og selv beholdt rutebil og turistafdelingen, blev bussen totalrenoveret på Stautrup Karosserifrabrik, og der blev samtidig ilagt en ny motor, en OM 366.
I 1996 solgte Brandt Madsen den sidste del af forretningen til DSB Busser A/S, hvori bussen indgik i handelen. I 1997 overdrog DSB Busser A/S bussen til Bushistorisk Selskab, og vi har stadig stor glæde af bussen. Den er nu stationeret hos vor midtjyske lokalafdeling.
Leyland-DAB LIDRT 12/2 Busnr: 075
Mærke: Leyland-DAB LIDRT 12/2
Karosseri: DAB serie 2
Stelnummer: 7403006P
Motor: Leyland EO.680
Gear: Wilson Pneumocylic
Registrering: marts 1975
Pass. antal: 50
Dørplacering:1-0-0
Leyland serie 2´en blev bygget i 1975 til rutebilejer Henning Svendsen, Aakirkeby . I 1982 blev bussen solgt til rutebilejer Ole Kofoed, Rønne, som igen afhænder den til Tejn Turistfart v/ W. Jensen i 1986. Dens oprindelig lyseblå bemaling kørte den med, indtil Tejn Turistfart overtog bussen, hvor den så fik dens nuværende bemaling. Da rutebilejer Keld Holm, Allinge i 1991 købte Tejn Turistfart, fulgte serie II´ en med.
Omkring 1975 havde Keld Holm fire af slagsen i drift, som alle havde 20 år på bagen.Det kan vel nok siges, at det er helt enestående, at bussen har kørt alle dens år på klippeøen, indtil den i 1999 overgik til Bushistorisk Selskab.
I 2003 beslutter bestyrelsen for Bushistorisk Selskab, at Leyland´en skal indgå i den veteranbusrute, man har etableret i Skælskør. Bussen får et eftersyn, og med kun ganske få reparationer sendes bussen til syn og godkendes. Det er jo helt fantastisk, at en bus med så mange år på bagen er i så god en stand, men det skyldes udelukkende de tidligere ejers vedligeholdelsesprogram.
I dag er bussen udstillet på Bushistorisk Selskab´s garageanlæg i Skælskør, og den indgår hyppigt i foreningens veteranbuskørsel.
Scania BF 8654Busnr: 076
Mærke: Scania BF 8654
Karosseri: Ørum-Petersen, Herning
Stelnummer: 503642
Motor: Scania DS 8 190 HK
Gear: 5-trins manuelt
Registrering: april 1976
Pass. antal: 47
Dørplacering: 1-0-0
Scania´en blev bygget til rutebilejer S. Andersen, Hanstholm på J. Ørum-Petersens Karosserifabrik i Herning. Skønt fabrikken ikke kunne blive ved med at bygge busser på det lidt gammeldags frontmotorchassis, var der et stor fremskridt, da Scania i 1971 introducerede det såkaldte BR komponentsæt med hækmotor. Herved kom man mange kunder i møde, der havde efterlyst et mere tidssvarende chassis. Trods det var der dog stadig mange rutebilejer, der foretrak frontmotormodellen.
De runde forlygter, der blev indført med karrosseriet til BR – modellerne, fandt også vej til frontmotormodellerne.
Skønt bussen snart har 30 år på bagen, er den stadig fantastisk flot og velholdt, ligeledes er bussen i god teknisk stand og køreklar. Scania´en er i dag udstillet på Bushistorisk Selskabs garageanlæg i Skælskør.
Leyland-DAB LS 575-680/5Busnr: 077
Mærke: Leyland-DAB LS 575-680/5
Karosseri: DAB serie 4
Stelnummer: 7703218
Motor: Leyland EO.680
Gear: Voith D851
Registrering: November 1977
Pass. antal: 71
Dørplacering: 2-2-0
Bushistorisk Selskabs første bus blev oprindelig leveret til rutebilejer Ernst Hansen, Svendborg i november 1977. Fire år efter overtog Bent Gerts Svendborg By – og Nærtrafik, og som en del af den aktive vognpark fulgte bussen med. Den blå bemaling med de hvide stafferinger og vinduespartier, som bussen stadig fremstår i, stammer fra Ernst Hansens tid.
Netop denne bus er af stor interesse for Bushistorisk Selskab, idet den er repræsentant for det koncept, som 80´ernes busdesign lod sig basere på. Samtidig er bussen en typisk DAB-bybus.
Bussen har dog nogle detaljer, som er noget atypiske, men bestemt ikke mindre interessante. Bussen er udstyret med stofbetrukne rutebilstole, og den velrenommerede Leyland EO.680 motor er koblet til en fuldautomatisk 3-trins Voith D851 gearkasse. En ret sofistikeret gearkasse, som næsten kun anvendtes af HT på daværende tidspunkt. Standard i denne vogntype var ellers Leylands egen halvautomatiske gearkasse af Wilson-typen.
Svendborg By- og Nærtrafik tog bussen ud af drift i oktober 1994, og bussen har siden henstået på selskabets garageanlæg, indtil Bushistorisk Selskab fik et tip om bussen. Det gjorde, at vi henvendte os til Bent Gerts med henblik på at bevare bussen. Bent Gerts var uhyre positiv over for ideen om at bevare netop denne bus, og han ønskede at overdrage den til Bushistorisk Selskab som en gave.
Der forestod ikke det store restaureringsarbejde på bussen, da den fremstod utrolig velholdt trods det, at den har knap 900.000 km. på bagen.
Der skal her lyde en stor tak til Bent Gerts for den udviste tillid og velvilje.
I 1997 blev bussen istandsat incl. lakering hos Scania-DAB A/S Silkeborg, som havde sponseret et antal arbejdstimer til bevaringsformål. Da Danmarks Færgemuseum på færgen Kong Frederik den IX. blev indviet den 1. juni 1997, indgik bussen i udstillingen. I dag er bussen udstillet på Bushistorisk Selskabs garageanlæg i Skælskør.
Volvo B58-60Busnr: 077-1
Mærke: Volvo B58-60
Karosseri: Aabenraa Karosserifabrik
Stelnummer: 10379
Motor: Volvo THD100D 6 cyl. diesel 9,6 liter 250 hk
Gear: Wilson GB.356
Registrering: 19. april 1977.
Pass. antal: 28
Dørplacering: 1-1-0
I foråret 2014 fik vi et eksemplar af den velkendte bustype Volvo B58-60 med karosseri fra Aabenraa Karosserifabrik, årgang 1977. Og med en ganske interessant indretning; børnehavebus. Det indbefatter at der i dens bageste del er indbygget køkken og toilet, mens forreste del er bevaret som rutebil, blot med stolene opstillet vis-a-vis omkring små borde – hvilket er interessant i udflugtsøjemed.
En samordning af Storkøbenhavns kollektive trafik havde været på tapetet siden 1950-erne, men det blev først realitet i 1970-erne, hvor man, efter at have samordnet Storkøbenhavns sygehusstruktur, gik videre til den kollektive trafik, og sammenlagde hovedstadsamternes og -kommunernes kollektive bustrafik under et, Hovedstadsområdets Trafikselskab, HT, i 1974. Det kom også til at omfatte en fusion af Storkøbenhavns offentligt ejede busselskaber, der sammenlagdes til HTs operatørafdeling.
I første omgang organiseredes operatørafdelingen i 4 distrikter, hvor distrikterne 1 og 3 var Københavns Sporvejes henh. Forenede Rutebilers dækningsområder, hvilket var primært bybuskørsel. Mens distrikterne 2 og 4, var DSB’s og privatbanernes busser i henh. daværende Frederiksborg og Roskilde Amter, hvilket var primært forstads- og landrutekørsel.
Her til udviklede man to bustyper baseret på Volvo B58-60 og karosseri fra Aabenraa Karosserifabrik. Begge fik de, som man få år tidligere havde fået indarbejdet på Københavns Sporvejes bybusser, stor indvendig ståhøjde, store sidevinduer og stor lyskasse foran. Forstadsbus-typen fik dobbeltdør foran og i midten og 49 siddepladser på plastbetrukne stole, mens rutebil-typen fik enkeltdør foran og i midten, 51 siddepladser på stofbetrukne stole og bagagerum.
Det var på de gamle DSB- og privatbaneruter i Nordsjælland man fortrinsvis indsatte rutebil-typen, idet de to HT-anlæg i Roskilde Amt i stedet udelukkende anvendte forstadsbusser.
Vor bus kom til de gamle Hornbækbanen-ruter, idet den netop leveredes i april 1977 som HT nr. 832 til HTs nyopførte busanlæg i Helsingør, der var opført til erstatning for Hornbækbanens anlæg på Grønnehave og Hornbæk stationer. Her anvendtes den frem til 1989 hvor den udrangeredes.
Det var lidt tidligt i forhold til de fleste af dens jævnaldrende søskende, som fik 3 år mere at køre i. Men som den eneste blev den videresolgt til kørsel i Danmark, og undgik derved de grumme skæbner som overgik dens søskende, enten ophugning eller eksport til bl.a. Marokko, hvor de ikke blev passet godt, hvilket man kan læse lidt om i Busbladet nr. 13.
Den blev videresolgt til entreprenørmateriel-udlejningsfirmaet I.K.E. ApS i Korsør og anvendt til personalekørsel ved Storebæltsbro-byggeriet.
I 1998 fik den, som mange andre af samtidens ældre busser, en seniorkarriere inden for børneområdet. I 1990-erne skete nemlig, at børnefødselstallet oversteg kommunernes økonomiske formåen m.h.t. daginstitutionsbyggeri, og da opstod idéen om at udvide institutionernes kapacitet midlertidigt, ved på skift at lade nogle af børnene tilbringe dagen i naturområder, hvortil man anskaffede nogle ældre busser, man fik indrettet til både at kunne varetage befordringen, som til hele dagen at kunne holde børn og pædagoger forsynet med nødvendige faciliteter; læ, frokoststue, køkken, toilet m.v.
Vor bus blev ombygget med køkken og toilet bagest i bussen, og stoleopstillingen ændret til vis-a-vis om små borde, og taget i brug af den integrerede børneinstitution Kirkeskoven, beliggende i Rude, hvor hos den fik navnet “Madame Blå”.
I slutningen af 2013 udbrød der en polemik omkring børnehavebussernes sikkerhedsseler, hvor det viste sig at mange børnehavebussers stole ikke var fastgjort solidt nok, til hvis der skulle anvendes sikkerhedsseler. Her valgte Kirkeskoven at opgive bussen, da alternativet var, at der skulle laves et nyt og solidere gulv i den. Her ved overgik den til sin faste mekaniker, og vor samarbejdspartner, Skælskør Autoelektro, der valgte at overdrage den til BHS.
Med sin indretning med bl.a. midterdør viser den ikke blot ophavet til den trafikselskabs-standardiserede rutebil fra 1980-erne. Med den senere indbygning af køkken og toilet bagi, får vi også bevaret, hvordan man fik løst problemet med at skaffe dagpasning til de pludseligt voksende børneårgange i 1990-erne.
Steyr Citybus SC6F 55Busnr: 079
Mærke: Steyr Citybus SC6F 55
Karosseri: Formtechnik, Hofkirchen
Stelnummer: 421-0173
Motor: Mercedes-Benz OM615 4. cyl. diesel
Gear: Manuel
Registrering: 1979
Pass. antal: 15
Dørplacering: 0-2-0
I Danmark var Steyr-Daimler-Puch mest kendt for Puch-knallerter, men ellers var det et automobilfirma med rødder fra våbenproduktion, der foruden knallerter også producerede biler, traktorer og militærkøretøjer samt lastbiler og busser. Blandt de mere kuriøse køretøjer fra firmaet, var et man barslede med i begyndelsen af 1970-erne.
Det lignede mest noget til plejesektoren, da man i 1973 annoncerede et lille let 5,9 meter langt og 2 meter bredt personbefordrings-køretøj, dedikeret storbyernes gågader og fodgængerzoner, kaldet Steyr Citybus, eller Steyr SC6F. Det havde lavt gulv og en bred dør bagi, hvor kørestolsbrugere selv kunne køre ind. Det var opnået via frontmotor med forhjulstræk og kompakte uafhængige baghjulsophæng, sådan at det 33 cm høje gulvarealet fra forhjulene og bagud, kun var “forstyrret” af baghjulenes to kompakte hjulkasser.
Chaufføren var placeret over venstre forhjul i en smal førerkabine, en “half cab”, mens motoren var placeret i mellem forhjulene, og forskudt imod højre, så den kunne tilgås ovenfra via en motorhjælm. Karosseriet var bygget i glasfiberarmeret polyester med indlaminerede stål-stivere, støbt hos Formtechnik i Hofkirchen, og udformet af Louis Lucien Lepoix, en designer som mest huskes for at have udformet førerhuse til flere europæiske lastbilmærker.
Steyr Citybus kunne også leveres med en 1,25 meter bred dør til højre, og klapsæder langs venstre side og bagenden, sådan at den kunne anvendes til bybuskørsel, og samtidigt medtage kørestolebrugere. Ligeledes kom der også en “panorama”-version med førerhus i fuld bredde. Blandt de mere interessante opgaver køretøjet fik, var da man i marts 1976 oprettede nogle ringruter i Wiens Centrum dedikeret Steyr Citybus. Ruterne gik nemlig af nogle smalle “gasser”, som normale busser ikke kunne køre på. Derigennem fik bustypen hurtigt et bredt kendskab iblandt de akademisk uddannede trafikplanlæggere, der nu var ved at overtage bybussernes ruteplanlægning, i takt med ruterne blev kommunalt finansierede.
Bustypen passede endvidere fint til samtidens søgen efter det alternative, med små handicapvenlige busser i høj frekvens, frem for store busser, indtil sportaxier og lignende, undfanget med formodentligt en chillum i hånden, kunne blive realitet. Bustypen fik dansk forhandling i 1978 hos Dafeta Trans ApS i Egtved v/ Poul Seest Egly, et nu ophørt firma, mest kendt for udstyr til gasværker og renseanlæg. Herigennem fik bustypen opgaver både inden for lav-volume bybuskørsel, bl.a. i Nyborg, Vejen og Odder, men også handicap-kørsel bl.a. hos Københavns Kommunes Kørselsafdeling. Kolonien Filadelfia og Handybus i Aarup.
Endeligt har SAS også anvendt bustypen til personalekørsel i Københavns Lufthavn. Stor-volume-bybuskørsel fik man også prøvet i Danmark. I oktober-december 1981 kom der nemlig 3 stk. Steyr Citybus i trafik i København. Foreningen Københavns City Center havde nemlig lånt 3 busser vederlagsfrit hos Steyr, som man indsatte på en i første omgang gratis ringrute fra Israels Plads til Antonigade og Nørregade, i 5-7 minutters interval. Siden satte man en takst på, på kr. 1.- for man derved kunne få tal på hvor mange passagerer som anvendte ruten. Vognmand Lars Iversen i Taastrup forestod driften.
Drivlinjen i Steyr Citybus var en 4-cylindret Mercedes-Benz på i første omgang 2 liter og 40 kW, direkte påflanget en 4-trins ZF-gearkasse med indbygget differentiale, som også anvendtes i nogle af Mercedes-Benz baskisk-byggede varebiler. Siden fik den en større motor på 2,4 liter og 53 kW. Da Volvo overtog Steyrs busproduktion i 1990, fik bustypen også betegnelsen Volvo B2, og herefter kunne bustypen også leveres med en 2,3 liter Volvo benzinmotor på 85kW.
I 2015 fik vi en henvendelse fra vognmand Sven Jensen, Handybus i Aarup, der gerne så at der blev bevaret en bus fra det 120 år gamle familiefirma. Sven Jensen havde kørt meget handicapkørsel for Fyns Amt, og havde blandt andet haft 3 Steyr Citybus kørende. En af dem havde han imidlertid stillet til side i en lade, og her i foråret 2015 spurgte han os, om vi var interesseret i bussen. Vi valgte hurtigt at tage imod den, idet den repræsenterer den første bustype i Danmark, der i sit udgangspunkt var indrettet til kørestolsbrugere.
Leyland-DAB LK 575-690/3Busnr: 080
Mærke: Leyland-DAB LK 575-690/3
Karosseri: DAB serie 6
Stelnummer: 7805700
Motor: 6-cylindret diesel
Gear: Halvautomatisk.
Registrering: 14.05.1980
Pass. antal: 49
Dørplacering: 1-0-0
Utilfreds med den eksisterende kollektive trafik, hvor det f.eks. tog 4 døgn at komme fra Hanstholm til Christiansø, oprettede Niels Søndergaard i Hansted i 1949 en busrute fra Fjerritslev til København, via færgen Grenå-Hundested. Denne blev siden en velbenyttet rute, hvor der op til højtiderne måtte dubleres med op til 12 busser! Allerede i 1952 anskaffede man den første bus med toilet og i 1955 begyndte man at købe Leyland-DAB-busser, hvilket man fortsatte med helt frem til 1987.
Da busserne på ruten kørte mange årlige kilometre, videresolgte man dem derfor hurtigt, og da det i 1980-erne blev alment forventet at en turistbus skulle have toilet, blev Søndergaards busser derfor videresolgt til vognmænd over hele landet, der havde behov for en god og reel turistbus med toilet, der samtidigt havde den robuste og velkendte teknologi fra Leyland-DAB.
Vor Søndergaard-Bus er en ud af 2 busser som sønnen Ole Søndergaard købte til Fjerritslevruten i 1980, og anvendte 4 år. Derefter videresolgte han dem begge. Vor bus kom til Bryrup og siden til Bornholm i 1992, og siden til Rødekro i 2003, hvor Rødekro Turistfart, der ellers havde omlagt forretningen til minibusser, stod og havde behov for en stor, men ikke for dyr, bus til bl.a. en ugentlig bankotur.
Ved at Rødekro Turistfart nu har overdraget bussen til os, kan vi med den ikke blot berette om historien bag Søndergaards Fjerritslev-rute men også om dengang i 1980-erne, hvor Søndergaard stort set forsynede hele landet, når det drejede sig om en god og reel bus med toilet.
Setra S 215 HMBusnr: 080-1
Mærke: Setra S 215 HM
Karosseri: Kässbohrer
Stelnummer: 10/1798138
Motor: Mercedes-Benz V8 Diesel
Gear: 6-trins manuel
Registrering: 21. januar 1980
Pass. antal: 62
Dørplacering: 1-1-0
Valgmuligheder indenfor turistbussernes byggehøjde, og dermed bagagekapacitet, er en selvfølge nu om dage, men vi skal ikke længere tilbage end til 1970-erne, før det var “nymodens”. Setra, hvis busprogram hidtil havde været i “rutebilhøjde”, og kun med lidt større sidelåger hvis man havde bestilt bussen med sædeforhøjninger, barslede i 1972 med en banebrydende topmodel, Setra S200. Det var en højtbygget turistbus med stort bagagerum under gulvet, og “serviceområde” omkring midterdørstrappen, med køkken, chaufførsovekabine og toilet. Bustypen var endvidere tungere end hidtil set, den var nemlig bygget på tre aksler. Nævneværdig udbredelse fik S200 dog ikke, i Danmark nyanskaffedes kun en, det var Viking Nordturist i foråret 1975, men alligevel satte S200 en udvikling i gang.
I 1976 tog Setra nemlig hul på sit skifte fra den hidtidige 100-serie, fra slutningen af 1960-erne, til den fremtidige 200-serie. I den ny busserie, der var i udvendigt design lig den 4 år gamle Setra S200, begyndte man nu at kunne levere flere byggehøjder, lige fra den “rutebilhøje” H (79 cm gulvhøjde.), til højdækkeren HD (104 cm.) og den treakslede ultrahøjdækker HDS (136 cm.). Det var ikke noget branchen tilvænnede sig straks.
I Danmark leveredes den ny 200-serie fra oktober 1976, og her var de “kun” i H-byggehøjde, først i april 1977 begyndte de første i HD-byggehøjde at blive leveret. Siden er HD-byggehøjden blevet den mest udbredte. H-byggehøjden leverede såvel med bagdør som midterdør, sidstnævnte betegnet HM. Vor bus er en Setra S 215 HM, d.v.s. med midterdør. Den er oprindeligt leveret til Erling Olsen, Solrød Turistfart, i januar 1980. I 1981 blev den købt af Lyngby Turistfart. Siden kom den til Haslev Turistkørsel, hos hvem den anvendtes frem til 2008, derefter den blev afmeldt og hensat. I 2014 overtog Torben Sørensen i Skælskør bussen, og i 2015 blev den overtaget af Bushistorisk Selskab.
MAN-VW 9.136 F Busnr: 081
Mærke: MAN-VW 9.136 F
Karosseri: Alubus
Stelnummer: M056100A0003227
Motor: MAN 6-cyl. Diesel
Gear: 5-trins manuelt
Registrering: 5. oktober 1981
Pass. antal: 27+5
Dørplacering: 0-1-1
Mens hver ordentlig by tidligere havde sin buskarosserifabrik, har vi i dag ingen. Vi har dog en bus fra den sidst etablerede, af landets engang så mange buskarosserifrabrikker.
Efter at have forladt sin direktørpost hos Aabenraa Karosserifabrik, etablerede Preben Louw-Pedersen sin egen karosserifabrik, Alubus i 1981, i lokaler hos Skurvognsfabrikken Sønderjyden i Rødekro. Med sig havde han de dygtigste folk fra Aabenraa Karosserifabrik, og formålet var at bygge buskarosserier baseret på profiler fra Hydro Aluminium.
Sigtet var naturligvis at bygge på de populære chassiser fra Volvo, men i stedet blev det på MAN, hvis direktør Barsøe så potentialet i at få styrket MAN-busmærket via en dansk karosserifabrik, og derfor stillede chassiserne til rådighed på gunstige vilkår. Derfor kom der hurtigt gang i en serie velbyggede store hækmotorrutebiler.
Imidlertid omkom Barsøe ved et båd-forlis, og MAN fik derefter en ny direktør, der var mere påholdende med chassiserne. For egen regning købte Alubus derfor et lille 9-ton lastbilchassis fra MAN og VWs G90-serie, MAN-VW 9-136F, og byggede en 8,75 meter ca. 30-personers midibus med aluminiumskarosseri, og med samme kvalitet og faciliteter som store busser.
I løbet af 1981 kom den ny midibustype i trafik hos flere vognmænd til lokalrute, og andre ture, der ikke kunne retfærdiggøre en stor bus. En bybusudgave med blev det også til, da Erik Larsen i Sorø, i efteråret 1981 erstattede sin Dubrava D2313 med en ny MAN-VW/Alubus med fordør og bagdør.
I 1985 blev den erstattet med en ny Fiat 315, og bussen kom derefter til Bornholm, hvor den kørte lokalrutekørsel hos flere forskellige vognmænd, sidst Knud Kofoed i Snogebæk, der efter sin brug af bussen havde den stående i sin garage indtil 2006 hvorefter han fik solgt grunden til villabyggeri, hvorved bussen blev husvild.
Vort medlem Christian Incze var på sporet af dem, men havde ikke selv plads til den. Derfor sørgede vort medlem Lars Ersgaard for husly og regelmæssig opstart af bussen. I 2016 var Danmarks Busmuseum en så manifest realitet, med så mange frivillige mekanikerkræfter tilknyttet, at Lars Ersgaard vurderede at bussens tarv var bedst varetaget på Danmarks Busmuseum, frem for at stå som et sideprojekt, der aldrig bliver tid til.
Med denne MAN-VW/Alubus kan Danmarks Busmuseum dermed fremvise en bus fra Danmarks sidst-etablerede buskarosserifabrik, der samtidigt beretter om de tidlige overvejelser i de fælleskommunale trafikselskabers historie, om brug af mindre busser til mindretrafikerede busruter.
Leyland-DAB ser. 6 type 6 Busnr: 082
Mærke: Leyland-DAB serie 6 type 6
Karosseri: DAB
Stelnummer: 7902225
Motor: Leyland 6-cyl diesel
Gear:
Registrering: 29. marts 1982
Pass. antal: 48
Dørplacering: 1-1-0
Leyland-DAB var en blandt flere danske karosserifabrikker, der droppede at bygge karosserierne i stål, til fordel for det mere korrosionsfaste aluminium. Men i slutningen af 1970-erne kom de hidtidige byggemetoder for aluminiumskarosserier i arbejdstilsynets søgelys. Man var blevet mere bevidst om arbejdsmiljøets medarbejderpåvirkninger, og vurderede nu, at den måde man byggede karosserier på, var skadeligt for medarbejderne.
Karosseristellene byggede man, ved at de udskårne profiler blev lagt i jigs og derefter sammensvejset. Men blandt ulemperne ved svejsning i aluminium er, at materialet deformerer meget. Efter svejsningen, er man derfor nødt til at bringe profilerne tilbage i form, hvilket skete ved at banke på dem med store hamre, hvilket støjede meget. Løsningen kom imidlertid fra et nyt profilsystem fra firmaets aluminiumsleverandør Alusuisse. Det var via specielle profiler og beslag indrettes til at skulle samles med bolte, hvor ved man slap for både svejsningen og den efterfølgende støjende hamren og banken. Ligeledes slap man for den efterfølgende montering af sidebeklædningsplader, da disse er integreret i de ny profiler.
De første busser man byggede med det ny karosserisystem, var en serie kundespecifikt bestilte bybusser, bygget på Scania BR112-chassiser, som leveredes til HT fra sommeren 1979. Derefter var det kun et spørgsmål om tid, hvornår Leyland-DABs standardprogram også ville blive bygget med det ny karosserisystem. I marts 1982 udløstes spændingen, da man leverede de første Leyland-DAB-busser bygget efter det ny system, nemlig 2 stk. turistbusser, som leveredes til henholdsvis Lauritzen Rejser i Tønder og Nyborg Turisttrafik. De fik betegnelsen serie 6 type 6, og blev i øvrigt de eneste serie 6 med det ny karosseri. Leyland-DAB var nemlig også i gang med en opdatering af chassiserne, så den næste bus som leveredes med det ny karosseri, en rutebil i juni 1982, kom til at hedde serie 7. Lauritzen Rejser anvendte sin Leyland-DAB serie 6 type 6 frem til 1984, hvor den kom til Tylstrup Rutebiler. Her anvendtes den helt frem til 2010, hvor Gotschalk Rejser i Ryomgård anvendte bussen et års tid. Herefter blev bussen hensat, men gemt til Bushistorisk Selskab, fra Klaus Gotschalk fik vi også det tilbud at vi blot kunne hente og betale den når vi ville.
Scania BR86 Busnr:082-1
Mærke: Scania BR86
Karosseri: VBK 500
Stelnummer: 1802197
Motor: Scania 6 cyl. diesel 8 liter.
Gear: Manuelt
Registrering: 28. september 1982
Pass. antal: 45+12
Dørplacering: 1-1-0
Vestfold Bil- og Karosserifabrik i Horten, Norge var allerede kendt i Danmark, først via Brdr. Carlsens Karosserifabrik i Humlebæk, siden via Volvo-bus-eneforhandler øst for Storebælt O. Sommer i Taastrup, da man i 1981 erhvervede danske J. Ørum-Petersens Karosserifabrik i Herning.
Formålet var dels at outsource sin norske busproduktion til det mere erhvervsvenlige Danmark, dels at udbygge sit nyerhvervede danske Scania-busmarked med korrossionsfaste aluminiumskarosserier, idet Ørum-Petersens karosserier var i stål og rustede.
Man introducerede her to ny karosserityper, turistbus/højdækkerkarosseriet VBK 600 og rutebilkarosseriet jvnf. Amtsrådsforeningens Busforskrifter VBK 500, hvilke passede fint til J. Ørum-Petersens markedssegment med styrke på turistbusser og rutebiler, mens bybus-området var beskedent.Og de ny karosserityper blev også godt modtaget af de hidtidige Ørum-Petersen-kunder. Man prøvede naturligvis også at ekspandere på bybus- og midibus-markedet, dog uden større held end enkeltvise demobusser.
Men trods ekspansionen og outsourcingen til Danmark, lykkedes det ikke VBK at skabe økonomisk tilfredsstillende buskarosseriproduktion. Derfor afviklede man i 1982 sine karosseriproduktioner i Troms og Horten i Norge. Og i 1983 afviklede man karosseriproduktionen i Herning. Sidstnævnte var dels som led i en handel med Volvo, hvor Volvo overtog produktionslokalerne i Horten, for at bygge Säffle-karosserier, imod at VBK ophørte med at importere buskarosserier fra Danmark,
Inden da var det lykkedes at bygge omtrent 100 busser til Norge, Danmark, Sverige og Irland, ud af denne toårige periode i den dansk/norske bushistorie.
Denne bus, med karosserinr. 4043, er en VBK 500 i kort 10,4-meterudgave, bygget på Scania BR86-chassis i 1982. Oprindeligt er den leveret til Mads Jensen i Oksbøl. Derefter er den via flere midtjyske vognmænd kommet til Finn Hejslet i Østervrå, der anvendte den frem til 2004. Derefter blev den afmeldt, men heldigvis sat ind i vognmandens lukkede garage.
Her stod den indtil 2016, hvor der indledtes forhandlinger med Bushistorisk Selskab om overdragelse af bussen. De faldt i hak i april 2016, hvorefter vi problemfrit kørte den til Skælskør d. 24. april.
Volvo B10M-60Busnr: 083
Mærke: Volvo B10M-60
Karosseri: DAB
Stelnummer: YV3B10M6000006607
Motor: Volvo 6 cyl. diesel 9,6 liter
Gear: Automatisk
Registrering: 27. oktober 1983
Pass. antal: 51
Dørplacering: 1-1-0
Siden 1961 havde DSBs rutebiler udelukkende handlet hos Volvo henh. Aabenraa Karosserifabrik, bortset fra et enkelt år, 1972, hvor man fik karrosserierne påbygget hos Leyland-DAB. Men med etableringen af de fælleskommunale trafikselskaber omkring 1980, fik man behov for så mange ny busser, at det overskred Aabenraa Karosserifabriks kapacitet. Man skiftede derfor i 1979, til en tostrenget anskaffelsesmodel, hvor man fortsat købte alle sine chassiser hos Volvo, men fik karosserierne bygget hos såvel Aabenraa Karrosserifabrik som Leyland-DAB. Dog kunne man ikke nære sig for prototyper, nu man var begyndt at handle et nyt sted.
I februar 1979 fik man leveret en prototypebus på Leyland-DAB-chassis med Leyland-DABs ny serie V-karosseri, som havde fået en speciel type midterdør indbygget, indrettet for nem montering henh afblænding, om man ville have dørstilling 1-0-0 henh. 1-1-0. Dengang var der nemlig ikke enighed iblandt de fælleskommunale trafikselskaber, om der skulle være midterdør på landevejsbusser eller ikke, men siden anvendtes prototypen udelukkende som bybus i Kolding, med midterdøren isat.
Fra juni 1979 påbegyndte man serieleverancen, nr. 652 – 666. Det blev traditionelle landevejsbusser med døre 1-0-0, bygget på Volvo B58-chassis. Udadtil lignede de Leyland-DAB serie VI af hovedstadstype, med defrosterluftindtag over lyskassen. Naturligvis var der anti-hyldevare, udvendigt fik de eksempelvis markeringslygter af den særdeles primitive DSB-type. Derudover blev der isat bittesmå linjenummer- og destinationskassetter i lyskassen, der ellers havde amtsrådsforenings-mål. DSB mente nemlig, at destinationsskilte i amtsrådsforenings-mål var noget pjat.
Næste leverance påbegyndtes i juli 1980, nr. 740-764. Her var Volvo B58 blevet opdateret til Volvo B10M, så de byggedes derfor på Volvo B10M-chassiser. I april 1981 påbegyndte man ligeledes en ny leverance, nr. 783 – 812 og nr. 843-862. Nu var de fælleskommunale trafikselskaber blevet enige om, at landevejsbusser skulle have midterdør, derfor fik leverancen midterdør. Her indkøbte man endvidere så mange busser, at Volvo ikke kunne følge med. Nr. 803-812, som leveredes i december 1980, blev derfor bygget på Leyland-DAB-chassiser.
I juni 1982 begyndte man igen på en leverance, nr. 904-938, men denne gang havde DSBs rutebiler fået den idé at man ville overtrumfe Amtsrådsforeningens Busforskrifter. Derfor bestilte man nu landevejsbusserne med dobbelt fordør. Man havde også set noget af lyset, m.h.t. hvorfor amtsrådsforeningen ville have stor lyskasse. Derfor fik de monteret linjenummerkassette i amtsrådsforeningsmål, mens destinationskassen forblev undermåler. Men da man i oktober 1983 igen påbegyndte en leverance af bustypen, nr. 957-969, havde man igen skiftet mening m.h.t. dørene, så nu fik de igen enkelt fordør, som standarden foreskrev. Det blev endvidere den sidste serie af typen. Leyland-DAB var nemlig ved at skifte til det ny serie 7-karosseri, og efter man lige skulle indkøbe to prototyper med det ny serie 7-karosseri med bl.a. speciel bagagerumsklap, fulgte man endeligt med strømmen, og gik over til at få serie 7-karosseri på sine busser.
Af denne sidste leverance var også nr. 964, som leveredes til DSB i Århus i oktober 1983. Her anvendtes den frem til omkring 2001, hvor den dermed nåede at gennemleve DSB rutebilers udskillelse til det af Trafikministeret ejede DSB busser i 1995, hvilket siden skiftede navn til Combus i 1997, og efter tab på kr. 672 mio .- endeligt blev solgt til Arriva i 2001. I 2001 blev bussen overtaget af den nyetablerede ordblinde-efterskole Fremtidsbroen i Grenå, der imidlertid gik konkurs efter kun 2 år. Siden fulgte en række forskellige ejere i Århus-området, men i 2008 kom bussen til Brobyskolerne på Fyn, der anvender bussen frem til 2013. Herefter kommer bussen til Tommerup Turistfart, hvor man vurderede at den velbevarede bus må være noget for Bushistorisk Selskab. Da den stammer fra et stort busselskab, er der mange der har kørt i sådan en. Dermed er det en bus med appel til mange, hvorfor vi derfor har valgt at overtage den.
Leyland-DAB 7-5-TL11/3Busnr: 083-1
Mærke: Leyland-DAB 7-5-TL11/3
Karosseri: DAB serie 7
Stelnummer: 8300154
Motor: Leyland 6-cyl. Diesel
Gear: Halvautomatisk
Registrering: 27. juni 1983
Pass. antal: 58
Dørplacering: 1-0-0
I løbet af 1983 fik De Grønne Busser i Skjød leveret tre nye Leyland-DAB serie 7 type 5 til sin Århus-Hinnerup-rute, der var en unik rute, ved det man kunne drive den for egen regning helt op til 1984, hvorefter Århus Amt, ved at nægte at forlænge koncessionen, fik ruten over på en standardentreprenørkontrakt.
De to af dem gik i bytte for ny busser allerede i 1988, hvorefter den ene året efter kom til Vestfalsters Rute- og Turistfart i Ør. Kippinge. Her fik bussen på et tidspunkt midterdøren blændet, ligesom der blev isat ekstra stole, sådan at man nu fik en skolebus med hele 58 pladser, plus et lille ekstra bagagerum i den hidtidige trinkasse.
Det gjorde bussen interessant for vognmand Keld Holm i Allinge, der tydeligt kunne se mulighederne i at kunne køre hele to lejrskoler ad gangen i den rummelige bus, så han købte den i 1998.
Herefter har bussen kørt sommerkørsel på Bornholm, og da Keld Holm samtidigt er en bushistorie-interesseret mand, der har skænket flere af sine busser til bevaring, blev denne bus hurtigt udset til at skulle til Bushistorisk Selskab, når Keld Holm ikke skulle bruge den mere.
Desværre måtte Keld Holm afhænde sin forretning til Jan-Ole’s Turistfart i 2016, men her blev det indskrevet i handelen, at bussen skulle til Bushistorisk Selskab, når Jan-Ole ikke skulle bruge den mere.
Volvo B10M-60Busnr: 086
Mærke: Volvo B10M-60
Karosseri: Aabenraa Karosserifabrik
Stelnummer: YV31MGC13GA011926
Motor: Volvo THD101GC 6 cyl. diesel 9,6 liter
Gear: Allison MT647 automatisk
Registrering: 28. februar 1986
Pass. antal: 15
Dørplacering: 1-0-1½
Da SAS i 1986 skulle anskaffe 3 nye busser til sin rute København H-Lufthavnen, bestilte man dem hos Aabenraa Karosserifabrik, og fik dem indrettet med enkelt fordør og 1½-bred bagdør, samt automatisk betjente bagagelåger ind til et bagagerum imellem akslerne. Med ruten blev busserne i 1998 solgt til Unibus, der imidlertid lukkede ruten året efter. De to af busserne, nr. 12 og nr. 14, blev ved denne lejlighed overtaget af vognmand Leif Lunn, Busforsyningen i København og ombygget til orkesterbusser, med stole i bussens forreste del arrangeret om små borde, godkendt køjeindretning midt i bussen, og plads til musikinstrumenter på den forsænkede bagperron.
I 2010 blev SAS nr. 12 overtaget af Dansk Autohjælp, der fandt bussen, med dens indretning med både siddepladser og køjer, velegnet som ventepladskøretøj til brug ved større trafikulykker og ildebrande, og det var ved denne lejlighed, at den blev monteret med blåt udrykningsblink. I 2013 overtog Busbevarelsesgruppen bussen, med henblik på anvendelse som plukbus. Men i 2016 tilbød Busbevarelsesgruppen os, at vi kunne overtage den, hvilket vi tog imod, idet den med sin indretning med køjer og udrykningsblink m.v. viser en interessant ombygning af en bus.
Leyland-DAB 9-0948LBusnr: 086-1
Mærke: Leyland-DAB 9-0948L
Karosseri: DAB serie 7
Stelnummer: 8600117
Motor: Leyland 6-cyl. Diesel
Gear: Halvautomatisk
Registrering: 24. september 1986
Pass. antal: 35+29
Dørplacering: 1-1-0
Da man etablerede de fælleskommunale trafikselskaber omkring 1980, havde man forventning om, at flere ruter og flere afgange, kunne få flere til at tage bussen. I stedet blev man skudt i skoene, at man kørte rundt med tomme busser. For at imødekomme kritikken, udvidede man derfor den standardentreprenørkontrakt, man afregnede vognmændene efter, til også at rumme mindre bus-typer, til brug på lokalruter, hvor der alligevel aldrig var trafik nok til en normalstørrelse bus. Først med en midi-bus jævnfør standardentreprenørkontraktens busforskrifter, kom Ringsted Karosserifabrik.
I 1982 introducerede man et nyt rutebil-karosseri til midibus-chassiset Fiat 315, man hidtil kun havde leveret som turistbus. I 1984 kom Leyland-DAB med, idet man nu kunne levere busser i to ny kortere længder, 10,24 meter – 39 siddepladser og 9,48-meter – 35 siddepladser. Begge var baseret på den godt et år gamle normalstørrelse-bus Leyland-DAB serie 7. Mens 10,24 meters længden blot var en forkortet udgave af serie 7, var 9,48 meters længden væsentlig anderledes i chassiset, hvorfor den fik sin egen seriebetegnelse serie 9. Luftaffjedringen var nemlig droppet til fordel for parabelfjedre, og hjulene var mindre. Eksport var nemlig også i tankerne, idet nr. 3 og nr. 4 man byggede, var demobusser til det britiske marked. D
en femte var også speciel, den byggedes til Harry Kristensen i Selde, der fik den indrettet med turiststole, samt kørestolslift og klapdør på midterdørens plads. De næste 30 blev derimod almindelige rutebiler med døre 1-1-0 og 35 siddepladser. De særskilte parabelfjedre og mindre hjul, viste der sig derfor ikke behov for.
I 1987 begyndte man derfor at levere serie 9 med hjul i normalstørrelse, og samme år gik man endvidere over til at levere serie 7 i 9,48 meters længde. Rutebilselskabet Haderslev drev en række lokalruter omkring Haderslev, som man tidligere havde kørt med små busser, bl.a. med Albion Nimbus i 1960-erne. I 1986 købte man en Leyland-DAB serie 9. Selv om den blev firmaets eneste, anvendte man den helt frem til 1999. Her blev den købt af Dansk Røde Kors, til organisationens asylcenter-kørsler. Siden blev den købt af Vores Busser i Rårup.
I 2013 blev den købt af Vejstruprød Busimport, der byttede den videre, for en 9,48 meter serie 7, til Busbevarelsesgruppen Danmark, der længe havde ledt efter en serie 9,48-meter Leyland-DAB i hæderlig stand. I forbindelse med Busbevarelsesgruppens afvikling overgik bussen i 2017 til Danmarks Busmuseum.
Leyland-DAB 9-0948LBusnr: 087
Mærke: Leyland-DAB 9-0948L
Karosseri: DAB serie 7
Stelnummer: 8700018
Motor: Leyland 6-cyl. Diesel
Gear: Halvautomatisk
Registrering: 21. maj 1987
Pass. antal: 35+29
Dørplacering: 1-1-0
Afsnit om denne bus er på vej!
Volvo B10M-60Busnr: 088
Mærke: Volvo B10M-60
Karosseri: Aabenraa Karosserifabrik
Stelnummer: YV31MGC10JA016315
Motor: Volvo THD101GC 6 cyl. diesel 9,6 liter
Gear: Allison MT647 automatisk
Registrering: 27. januar 1988
Pass. antal: 42
Dørplacering: 1-0-1½
Før Øresundstogene og Metroen begyndte at køre til Københavns Lufthavn, var det typisk SAS-bussen fra Københavns Hovedbanegård man anvendte, selv om billetprisen var noget højere end Amagerbanens og senere HTs busforbindelser fra Rådhuspladsen. Ruten var oprindeligt etableret af Det danske Luftfartsselskab i 1925, første bus var en Triangel. Ved DDL’s fusion med de øvrige to nordiske luftfartsselskaber, fulgte ruten over i SAS. Modsat alle de andre internt forløbende ruter i Hovedstadsområdet, blev ruten i 1974 ikke overtaget af HT. Derimod blev der på bussernes vægttabel påtrykt, at man havde køretilladelse fra København H til Lufthavnen.
Da den ny jernbaneforbindelse fra København til Kastrup Lufthavn åbnedes i 1998, solgte man ruten, inklusive dens 13 busser til Unibus, der dog indstillede ruten året efter. Blandt rutens mest spektakulære busser var de 10 busser man anskaffede i årene 1958 til 1960, som var tegnet af den daværende SAS-arkitekt, nu afdøde Bent Severin. Visionen var, at flyrejsen skulle begynde allerede i lufthavnsbussen, derfor fik han kombineret det runde tag fra samtidens busser, med særligt tilspidsede front- og bagpartier, således at bussernes udseende gav illusion af et passagerfly.
Næste gang man stod for at skulle anskaffe busser, var midt i 1960-erne. Her ville man hellere nøjes med standardkarosserier. Frem for midterdør, ville man nu hellere have bagperron med dobbeltdør på busserne, så folk lettere kunne slæbe kufferterne ind og ud. Her fik man i årene 1967 til 1971 leveret 12 busser med bagperron fra Aabenraa Karosserifabrik, selv om man naturligvis også forhørte sig hos DAB, som bl.a. leverede tilbud på deres “bispehue”-karosseritype, opbygget på Volvo B58.
I 1972 skulle man igen have 3 ny busser, men nu var Aabenraa Karosserifabrik fuldbooket med at bygge de nye Volvo B59 til Københavns Sporveje, så man fik i stedet busserne bygget hos DAB. I 1977 skulle man igen have leveret 11 busser, og nu fik man dem fra norske Føreland. I 1986 skulle man anskaffe 3 ny busser, og her gik man tilbage til at handle hos Aabenraa Karosserifabrik. Nu blev det busser med enkelt fordør og 1½-bred bagdør, samt automatisk betjente bagagelåger ind til et bagagerum imellem akslerne. Derved slap chaufførerne for at skulle springe ud og åbne dem, når passagererne skulle af.
I 1988 købte man igen 5 ny busser, og da man i 1990 igen skulle anskaffe 5 busser, fik man dem nu leveret med Aabenraa Karosserifabriks opdaterede frontparti. Busbevarelsesgruppens er en af dem fra 1988, nærmere bestemt nr. 17. Ligesom de øvrige sidste 13 har den været overtaget af Unibus. Siden har den været anvendt af Fritidshjemmet Abildtræet, Helsingør, og i 2009 blev den overtaget af Busbevarelsesgruppen. I 2015 blev den overtaget af Bushistorisk Selskab.
Leyland-DAB 7-1200BBusnr: 088-1
Mærke: Leyland-DAB 7-1200B
Karosseri: DAB serie 7
Stelnummer: 8800058
Motor: Leyland 6-cyl. Diesel
Gear: Automatisk
Registrering: 28. april 1988.
Pass. antal:
Dørplacering: 2-0-2
Nytårsaftensdag 1927 overtog Aarhus Kommune byens sporveje, der hidtil havde været forestået af et privat selskab. I juli 1932 udvidede man sit sporvejsselskab, Århus Sporveie, til også at drive bybusser. De første busser var ti enmandsbetjente Triangel Trambus med indstigning bagi. I 1949 skiftede man til at købe Volvo. Det varede frem til 1967, hvor man begyndte at købe Leyland-DAB.
I 1970-erne foregik en stor udvikling i kommunens bustrafik. Ikke blot erstattede man sporvognene med busser i 1971. Med kommunalreformen i 1970 var en række af omegnskommunerne blevet sammenlagt med Århus Kommune. Og da man helst så, at Århus Sporveje blev alene om at drive den ny storkommunes lokale busruter, opkøbte man gennem 1970-erne de private busruter, som kørte internt i storkommunen. I 1980 afskaffede man billetteringen hos chaufføren ved udstigning, til fordel for selvbillettering på billet- eller klippekortautomat på bagperronen ved indstigning. De tidligere omegnsruter dog undtaget, idet man hertil fortsat købte rutebiler med kun dør foran.
Det varede indtil 1983, hvor man med anskaffelsen af de ny Leyland-DAB serie 7-busser, nu købte bybusser til alle ruterne. Det blev en bustype, der indkøbtes stort set uændret helt frem til 1997, bortset fra de tekniske fornyelser fra Leyland-DAB serie 7 hen over DAB-Silkeborg serie 12, til sidste-udgaven med serie-15 motor. Endvidere nåede bustypen at udkomme i to forskellige ledbus-udgaver, både firedørs og tredørs.
Når Århus Sporveje solgte sine kasserede busser, er det fortrinsvis sket mange ad gangen på auktioner. Det har især de køretekniske anlæg anvendt, hvorfor mange chauffører har oplevet at få deres glatførekørsels-undervisning i forhenværende Århus-busser. I 1990-erne har også østeuropa-eksportører budt på Århus Sporvejes kasserede busser, mens et mindretal har fundet kørselsopgaver i Danmark, for det meste til skolebus.
Nr. 241 der leveredes til Århus Sporveje i 1988, er blandt de mange, der har været forbi et køreteknisk anlæg. I 2004 kom den nemlig til Ring Djursland, i forvejen storkunde til Århus Sporvejes brugte busser. I 2009 blev den, i en gruppe af ti andre forhenværende Århus-busser, solgt til vognmand og brugtbus-forhandler Klaus Gotschalck i Ryomgaard. I 2016 blev den udloddet iblandt bevaringsvillige businteresserede, og her vandt Bushistorisk Selskab.
Den er ikke den eneste bevarede af denne velkendt Århus-bybustype, idet Sporvejsmuseet har to, nemlig nr. 272 og 287, der dog er DAB-Silkeborg serie 12. Pladsen på vort museum er dog givet ved, at der er så mange chauffører der har været på glatbane i sådan en.
DAB-Silkeborg 7-1200BBusnr: 088-2
Mærke:DAB-Silkeborg 7-1200B
Karosseri:DAB serie 7
Stelnummer:8800130
Motor:DAF 6-cyl. Diesel
Gear:
Registrering:1. december 1988
Pass. antal:45+28
Dørplacering:2-2-0
Det var først helt fremme i 1980-erne, at provinsens bybusser skiftede fra at have bagperron til midterdør. Få steder havde man dog skiftet tidligere. I Vejle og Aalborg var det sket i løbet af 1970-erne, fordi kommunen ville have samme slags bybusser som i København. Da de fælleskommunale trafikselskaber etableredes i begyndelsen af 1980-erne, udarbejdede man et “Amtsrådsforeningens Busforskrifter”, hvori man foreskrev nogle standardtyper rutebiler og bybusser, der alle havde midterdør.
De fleste steder begyndte man herefter at købe bybusser med midterdør frem for med bagperron. Kun i nogle få byer holdt man fast i bagperronen, bl.a. i Odense, Aarhus, Randers, Hjørring og så i Korsør, hvor Korsør Bybus dengang drev byens 2 bybusruter. Da man købte en ny bybus i 1985, fik man den leveret med bagperron. Først da man igen skulle anskaffe en ny bybus i 1988, valgte man at skifte til midterdør, døre 2-2-0. Det var LS89503, en Leyland-DAB 7-1200B, som nu er bevaret af Busbevarelsesgruppen. Den blev købt imens Leyland-DAB i Silkeborg var i gang med at frigøre sig fra britiske Leyland Bus, der var blevet købt af Volvo. Det omfattede bl.a. at man skulle til at anvende andre komponenter end de hidtidige Leyland. Den ny motor-leverandør, DAF, var allerede fundet da LS89503 leveredes. Den fik derfor en DAF-motor. Korsør Bybus anvendte LS89503 frem til licitationen i 1995, hvor man ophørte. Her blev bussen videresolgt til Raasted Turistbusser, der drev en række lokalruter for Randers Kommunes lokale trafikselskab Randers Bus-Trafik. Her fik den internnr. 14 og blev malet melongul. I 2009 blev firmaets kørsel og busser overtaget af Faarup Rute- og Turistbusser.
I 2013 blev bussen udrangeret og solgt til Vejstruprød Busimport. Her blev den imidlertid overtaget af Busbevarelsesgruppen Danmark, der længe havde savnet en traditionel 2-2-0 Leyland-DAB bybus i samlingen. Helt traditionel er den dog ikke, for imens Amtsrådsforeningens Busforskrifter specificerede enkeltstole i bussens ene side i forreste del af bussen, så har bussen her dobbeltstole i begge sider, hvilket har været til god nytte på Randers-lokalruternes forstadsrute-karakter. I forbindelse med Busbevarelsesgruppens afvikling overgik bussen i 2017 til Danmarks Busmuseum
Volvo B10M-60Busnr: 088-3
Mærke: Volvo B10M-60
Karosseri: Aabenraa Karosserifabrik
Stelnummer: YV31MGC11JA017716
Motor: Volvo 6-cyl. Diesel
Gear:
Registrering: 10. juni 1988
Pass. antal:
Dørplacering: 2-2-1
Fra kommunen havde overtaget Aalborg Omnibus Selskab i 1970-erne, havde man anvendt Volvo B59 og Volvo B10R-bybusser med Aabenraa-karosseri på byens bybuslinier. Men få år efter at HT havde skiftet til Volvo B10M-busser, valgte man også at gøre det i Aalborg. I 1986 fik man leveret de første busser med Aabenraa Karosserifabriks ny boltede Alusuisse M5438-karosseri, og det blev siden den foretrukne karosseritype, frem til 1989, hvor Aalborgs Omnibus Selskabs busflåde kom i opbrud med anskaffelser af DAB-Silkeborg serie 12, og derefter Mercedes-Benz-lavtgulvsbusser. De sidste Volvo B10M-busser fik man leveret i 1991.
Det var for at undgå at DSB satte sig på bybusserne, at Aalborg Kommune i sin tid købte Aalborg Omnibus Selskab af de hidtidige ejere, familien Studstrup. Men i 1990-erne skete det alligevel, idet DSB Busser, der nu hed Combus, først havde købt sig ind i aktiekapitalen, og siden overtog Aalborg Omnibus Selskabs aktiviteter helt i 2000. Det varede imidlertid ikke længe med Combus, idet Combus allerede året efter blev solgt til Arriva. De tre Volvo B10M med Aabenraa-karosseri man købte i 1988 fik ikke lang køretid hos Arriva, allerede i 2002 blev de nemlig solgt til Vejstruprød Busimport. De to af dem videresolgtes samme år til en by i Rusland, mens nr. 268 fik lov at stå på bus-ageren i Christiansfeld frem til 2008, hvor Busbevarelsesgruppen overtog den. I 2017 blev den overdraget til Danmarks Busmuseum.
Volvo B10M-60Busnr: 088-4
Mærke: Volvo B10M-60
Karosseri: Aabenraa Karosserifabrik
Stelnummer: YV31MGC14HA015033
Motor: Volvo 6-cyl. Diesel
Gear:
Registrering: 22. januar 1988
Pass. antal: 49 + 22
Dørplacering: 1-1-0
Da Aabenraa Karosserifabrik gik over til at bygge de boltede aluminiumskarosserier efter Alusuisse M5438, beholdt man at levere bustypen med runde forlygter som hidtil. Sidst man havde leveret busser med firkantede forlygter i større stil var helt tilbage i 1975.
Men i 1986 fik John Papuga i Brørup leveret fem Volvo-busser fra Aabenraa-karosseri, på hvilke der var anvendt rektangulære forlygter med indbygget blinklys. Og frem for de normale alternerende hjørneblinklys, var der monteret et sideblinklys længere tilbage, ved forakslen.
Også K. B. Edelskov i Dronninglund købte i 1987 en bus med pågældende forlygtearrangement. En tilsvarende bus han havde købt i 1985, fik siden de runde forlygter erstattet med samme forlygtetype, dog med de oprindelige hjørneblinklys i behold.
I 1988 fortsatte John Papuga med det specielle forlygtearrangement, selvom man nu også kunne få bustypen leveret med de mere avancerede DE-forlygter. I årene 1989 og 1991, hvor Aabenraa Karosserifabrik i øvrigt havde udviklet et nyt front-trim til sit karosseri, fik John Papuga ligeledes leveret busser med det særlige forlygtearrangement.
Forlygtearrangement leveredes i stor stil i Sverige. mens også Grindsted Rute- og Turisttrafik fik mod på forlygtearrangementet i 1991.
Den omhandlede bus leverede i 1988 i en serie af fire, heraf en på det kortere Volvo B10M-55-chassis. Hos John Papuga blev den den længstlevende i kuldet, for mens de øvrige gik i bytte for ny busser årene 1993 og 1994, blev omhandlede bus udlånt til Syd-Trafik ApS i 1995. Det var et busselskab stiftet af Niels Kudsk i Haderslev og Regnar Brændekilde i Jels, med henblik på at kunne byde på større kørselspakker. Siden kom John Papuga ind i selskabet, og bussen blev da også indsat på Syd-Trafik ApS nyvundne kørsel på Sjælland. Syd-Trafik ApS blev overtaget af City-Trafik A/S i 1997, men året før var bussen blevet solgt til Aakirkeby Lokaltrafik, hos hvem den kørte frem til 2014. Derefter anvendte BAT bussen et års tid, hvorefter den blev solgt til en af Busbevarelsesgruppens stiftere. I 2017 blev den overført til Busbevarelsesgruppen, og kom dermed ind i puljen af busser, Busbevarelsesgruppen her fik overdraget til Danmarks Busmuseum
DAB 7-0948LBusnr: 089
Mærke: DAB 7-0948L
Karosseri: DAB serie 7
Stelnummer: 8900098
Motor: Leyland 6-cyl. Diesel
Gear: Halvautomatisk
Registrering :22. november 1989
Pass. antal: 35
Dørplacering: 1-1-0
Leyland-DAB havde siden 1984 leveret sin Serie 7-rutebil i en særlig kort 9,48-meterudgave, serie 9-0948L, hvor den særlige seriebetegnelse, Serie 9, henførte brug af delvist mindre hjul, og parabelfjedre.
I 1987 udgik serie 9, til fordel for en 9,48-meterudgave af den almindelige luftaffjedrede Serie 7, en praksis som også blev videreført da Serie 7 blev opdateret til Serie 12.
Blandt køberne af den korte 9,48-meter Serie 7, var Hjordkær Buslinier, der kørte lokalruter for Sønderjyllands Trafik/Sydbus. Man havde tidligere kørt Scania og Volvo, men i 1986 begyndte man at købe DAB, først en Leyland-DAB 7-1024L og i 1989 en DAB-Silkeborg 7-0948L. Begge kom over til Wulff Bus, da kørslen blev udliciteret i 1999.
Serie 7-0948L bussen kom siden til en skolefritidsordning i Ikast Kommune. Herefter blev den købt af vort medlem Claus Hansen, der bl.a. også har haft vor Leyland Tiger Cub fra 1967. Snart ville han dog afhænde den igen, men for at undgå at den skulle overgås af samme grumme skæbne en anden af hans busser, en AEC/DAB ,har fået, nemlig racingbus, donerede han den i 2016 til Danmarks Busmuseum.
Setra S215HDHBusnr: 090
Mærke: Setra S215HDH
Karosseri: Kässbohrer
Stelnummer: WKK13700001020204
Motor: Mercedes-Benz V8 Diesel 14,6 liter 354 hk.
Gear: 8-trins manuel.
Registrering: 28. maj 1990
Pass. antal: 46
Dørplacering: 1-1-0
Skønt man havde leveret de ikoniske Silver Eagle og Golden Eagle-busser til amerikanske Continental Trailways i 1950-erne, fik tyske Kässbohrer først mod på at genopdyrke det amerikanske marked i 1984. Her udviklede man en ny 12-meter lang og 3,6 meter høj højdækker-langtursbus efter amerikansk model, med 12,7 liter totakt-motor fra Detroit-Diesel og Allison automatgear, gummiindfattede vinduer og tredelt frontskive, som amerikanerne ønskede det. Første kunde var Wilson Bus Lines in East Templeton, Massachusetts, og bustypen blev hurtigt populær, allerede i 1988 havde man leveret 100 stk.
Men den viste sig også at kunne udfylde et hul i Setras europæiske busprogram. Her savnede man nemlig en ultrahøjdækker med traditionel førerposition, tilsvarende den udgåede Setra S215HDS. Mange chauffører kunne nemlig ikke lide at sidde i “kælderbutik” som i Setra S216HDS. Derfor besluttede man også at levere S215HDH på det europæiske marked. I 1988 udkom den derfor med europæisk udstyr, der ikke blot omfattede 14,6 liter firetaktmotor fra Daimler-Benz og manuel gearkasse fra ZF, men også midterdør og hel frontskive, samt limede sidevinduer.
Først til at anskaffe den ny Setra S215HDH i Danmark, var Marrebæk Turistfart, der fik leveret et par i december 1988. Den lidt længere Setra S217 HDH, der udkom i USA i 1993 og i Europa i 1996, kom til Danmark i 1997. S215HDH og S217 HDH leveredes i Europa frem til 1998, mens man fortsatte lidt længere i USA, nemlig frem til 2001.
Vores er bygget i 1990, og brugtimporteret, i 1998 blev den anskaffet af Hasle Rute og Turist på Bornholm. Derefter kom den til Sjælland, først Halas i Frederiksværk i 2005, derefter Spar Tours i Lynge i 2010, hvor hos den kørte til 2013. I 2014 har Henry Hansen i Esbjerg købt bussen, og derefter doneret den til BHS som gave efter ligningslovens $ 8 A, som centrum for en lokalafdeling i Sydjylland.
DAB-Silkeborg 12-1024LBusnr: 090-1
Mærke: DAB-Silkeborg 12-1024L
Karosseri: DAB serie 12
Stelnummer: H9MT1DB2LLDA3071
Motor: DAF LT195 6-cyl. Diesel
Gear: ZF5HP590
Registrering: 21. september 1990
Pass. antal: 39+34
Dørplacering: 1-1-0
Da man etablerede de fælleskommunale trafikselskaber omkring 1980, forventede man, at flere ruter og flere afgange, ville få flere til at tage bussen. I stedet blev man mødt af kritik, om at man kørte rundt med tomme busser. For at imødekomme kritikken, udvidede man derfor den standardentreprenørkontrakt, man afregnede vognmændene efter, til også at rumme mindre bustyper, til brug på lokalruter, hvor der alligevel aldrig var trafik nok til en normalstørrelse bus.
I 1984 var Leyland-DAB leveringsdygtig, idet man nu kunne levere busser i to ny kortere længder, 10,24 meter – 39 siddepladser og 9,48-meter – 35 siddepladser. Begge var baseret på den godt et år gamle normalstørrelse-bus Leyland-DAB serie 7.
I slutningen af 1980-erne købte Leyland-DAB sig ud af britiske Leyland Bus, der var blevet købt af Volvo. Det omfattede bl.a. introduktion af det ny firmanavn DAB-Silkeborg, hvilket man fik registreret som binavn i marts 1989 og som hovednavn i juli 1990. Ligeledes skulle man til at anvende andre komponenter end de hidtidige fra Leyland, som Volvo ikke ville producere mere. Med de ny komponenter man havde valgt, motorer og aksler fra DAF, gear og styretøj fra ZF m.v., plus mindre ændringer i apteringen, blev resultatet en ny busserie, der fik det hidtil ikke anvendte serienummer 12. De første serie 12-busser blev tre 12-meter 12-1200B-bybusser leveret til Aalborg Omnibusselskab i december 1989.
I marts 1990 leveredes den første 10,24-meter rutebil, en 12-1024L til Skanderborg Busselskab. I september 1990 fik Oluf Larsen A/S i Slagelse, der udførte bybus- og lokalrutekørsel for Vestsjællands Trafikselskab, leveret seks nye DAB-Silkeborg-busser, heriblandt en 12-1024L, MD91835. Da Oluf Larsen A/S gik konkurs i 1992, fulgte bussen med firmaets VT-kørsel over i et nyt selskab Bustrafikken A/S, der allerede i 1993 blev købt af svenske Linjebus A/S. Ved VTs kørselsudbud i 1995 vandt Ugerløse-firmaet Ditos Turistfart kørsel til 25 flere driftsbusser, heriblandt noget af Bustrafikken A/S’ kørsel. Det var med bus-overtagelse, hvorfor MD91835, fulgte med over i Ditos Turistfart ved kontrakts-starten i 1996.
I 2000 etablerede Ditos Turistfart et nyt hovedsæde i Holbæk og skiftede navn til Ditobus. Ditobus anvendte MD91835 frem til 2014, hvorefter man overdragede den til Busbevarelsesgruppen i Alsted. I efteråret 2015 modtog Bushistorisk Selskab en forespørgsel om man ville overtaget et par busser fra dem, heriblandt tidligere MD91835. Vi accepterede dette flotte tilbud, hvorfor vi nu også kan vise “mellemlængden” på 10,24 meter.
Volvo B10MA-55Busnr: 092
Mærke: Volvo B10MA-55
Karosseri: Aabenraa Karosserifabrik
Stelnummer: YV31M2B18NA029954
Motor: Volvo THD101GC 6 cyl. diesel 9,6 liter
Gear:
Registrering: 18. juni 1992
Pass. antal: 68
Dørplacering: 2-0/1-0
Mens ledbusser nu kun anvendes hvor specielle forhold gør sig gældende, var ledbusser 1980-ernes og 1990-ernes løsning for de intensivt trafikerede busruter.
En ledbus, er en bus som er længere end den normalt tilladte bus-længde, og derfor er den opdelt i to afsnit omkring et drejeligt led, sådan at bussen kan passere de samme snævre hjørner som en almindelig ikke-leddelt bus.
Det startede på Valby-Køge-ruten, der betjente Køge Bugt-kystens byområder. De var med Egnsplanskontorets fingerplan af 1947 blevet udlagt til at skulle være en af de by-fingre hvor ud fra Københavns forstads-udbygning skulle ske. Men da bane-udbygningen langs Køge Bugt-fingeren samtidigt led af kronisk udsættelse, blev resultatet en intensiv trafikeret busrute.
Med etableringen af Hovedstadsområdets Trafikselskab i 1974, overtog HT ruten fra DSB, og som noget af det første HT gjorde, var at prøve at finde en løsning på de store behov for busser i myldretiden fra og til Vallensbæk, hvor Køge-S-toget dengang havde endestation. Man lånte her en ledbus i Stockholm, en Volvo B58 med Wiima-karosseri, og indhentede de nødvendige dispensationer, for at prøve om ledbusser var egnede for ruten. Det var de, og i 1977 kunne man indsætte de første ti ny ledbusser på ruten, 18 meter lange, som det nu var blevet tilladt for ledbusser.
Disse blev imidlertid anskaffet hos Leyland-DAB, da Leyland-DAB allerede havde bygget en prototype-ledbus i 1974, i forbindelse med levering at ledbuschassiser for sin schweiziske partner Saurer.
Først i 1982 blev det Volvos tur til at levere ledbusser i Danmark. DSB, der siden 1974 havde været forvist fra Hovedstadsområdet, anskaffede i 1982 en ledbus som forsøg, en Volvo B10MA med Aabenraa-karosseri. Allerede i 1983 fik den følgeskab af to flere, idet man her indsatte tre ledbusser på Vejle Amts Trafikselskabs Vejle-Kolding-rute. I 1985 begyndte DSB at indsætte ledbusser på lufthavnsruten Århus-Tirstrup.
I årene derefter fik ledbusser stor udbredelse, lige fra bybusser og S-busser i Århus og København, og oplandsruter til uddannelsesbyer i provinsen, med tæt trafik når eleverne skal møde henh. har fri, til Jørgen Andersens og Abildskous fjernbusruter, hvis weekendprægede trafik især gjorde ledbusser interessante. Også ved turistkørsel har ledbusser været anvendt, bl.a. ved Auto-Paaskes sightseeingture til Kronborg.
Ledbussernes storhedstid varede helt frem til omkring 1999, hvor man nu begyndte at tillade ikke-leddelte busser længere end 12 meter. Først blev det tilladt med 13,7 meter lange ikke-leddelte busser, siden 13,85 meter, og nu 15 meter. Med de nu længere ikke-leddelte busser, forsvandt kapacitetsgevinsten ved ledbusser. Ledbusser anvendes derfor nu kun i beskedent omfang, om end de er på vej imod en renæssance i forbindelse med Bus Rapid Transit-systemer i vore større byer.
Vor ledbus er leveret til DSB i 1992, som den ene ude af to, nr. 294 og nr. 295, der leverede som erstatning for de to første ledbusser indsat på lufthavnsruten Århus-Tirstrup i 1985. Til lufthavnsrute-brug blev de indrettet med mere komfortable stole, plus bagagereoler ud for bussens to døre, en foran ved chaufføren og en umiddelbart bag drejeleddet. De var de forberedt for på sigt at blive overført til rutekørsel af mere almindelig art, idet der imellem de to forreste aksler blev forberedt for indbygning af midterdør.
Dog blev det aldrig aktuelt med nr. 294, idet den blev solgt til Herning Turisttrafik, der til skolebus- og pendlertrafik fik bagagehylderne erstattet med flere stole, sådan at passagerantallet kom op på 68 personer. Siden kom den til Brande Buslinjer, der siden overtog Herning Turisttrafik og overførte den dertil. Da ønsket om sikkerhedsseler i skolebusser har gjort bussen kørsels-løs, har Herning Turisttrafik nu valgt at indlemme den i vor bussamling, da den er blandt de sidste tilbageværende af de mange ledbusser, som Aabenraa Karosserifabrik fik bygget siden 1982.
Volvo B10M-60Busnr: 099
Mærke:Volvo B10M-60
Karosseri:Aabenraa Karosserifabrik
Stelnummer:YV31MA514YA051301
Motor:Volvo 6 cyl. diesel 9,6 liter
Gear:ZF Automatisk
Registrering:31. august 1999
Pass. antal:30+57
Dørplacering:2-0-2
Efter Århus Sporveje havde handlet hos Leyland-DAB siden 1967, foregik der siden 1994 et løbende skifte til Volvo.
Det begyndte, da man skulle have leveret ledbusser i 1994. Her fik og antog man et tilbud på 13 ledbusser fra Volvo, med Säffle-karosserier, til samme pris som man skulle give for 12 ledbusser hos DAB-Silkeborg.
Det førte i første omgang til, at man året efter igen købte sine ledbusser hos Volvo, med Säffle-karosserier, mens solobusserne fortsat leveredes fra DAB-Silkeborg.
DAB-Silkeborg var imidlertid dengang ejet af svenske Scania, og de var ikke interesseret i at fortsætte med at bygge DAB-Silkeborgs chassisdele, der rummede alt for lidt Scania
Det omfattede også DAB-Silkeborgs midtmotorchassis-linje, hvis marked endvidere var stærkt vigende, grundet de ny kontraktkrav om laventre- og lavtgulvsbusser på bybuslinjerne, i alle andre danske byer end Århus.
Århus Sporveje ville nemlig fortsat kun have trin-indstigningsbusser med forsænket bagperron. Derfor var man nødt til at skifte til Volvos midtmotorchassis B10M, der med sit større europæiske marked, fortsat ville kunne erhverves.
I 1996 indkøbte man derfor fire prototype-solobusser, Volvo B10M-60 med Säffle System 2000NL-karosseri, fra Aabenraa Karosserifabrik.
Ved sit køb af Aabenraa Karosserifabrik havde Volvo nemlig kasseret alle Aabenraa Karosserifabriks hidtidige karosserimodeller, til fordel for Säffle System 2000NL, sådan at flere af funktionerne på de to karosserifabrikker i Aabenraa og Säffle nu kunne samdrives.
Sideløbende købte man fortsat solobusser fra DAB-Silkeborg, og ledbusser fra Säffle.
I 1997 købte man halvt af hver af solobusserne, mens man ikke købte ledbusser det år. Det blev endvidere de sidste traditionalle solobusser fra DAB-Silkeborg man fik leveret. De sidste DAB-Silkeborg serie 12 byggedes endvidere det år.
Fra 1998 købte man derefter udelukkende Volvo, og det varede helt frem til 2006 hvor man definitivt skiftede til lavtgulvsbusser af mærket Solaris, ind imellem kun afbrudt af et enkelte køb af 20 stk. Scania Omnilink samlet hos DAB-Silkeborg i 2001, plus et enkelt køb af en Volvo B12BLE bygget hos Aabenraa Karosserifabrik i 2002, som man siden afbestilte og aldrig fik leveret.
Siden De Bornholmske Jernbaners nedlæggelse i 1968, havde den regionale rutebiltrafik været varetaget af først DSBs busser, og siden af bornholmske Bornholms Amts Trafikselskab – BAT med først DSB som entreprenør og fra 1999 svenske Linjebus. I 2006 genudbød BAT regionalkørslen, og her vandt Ribe-busselskabet Iversen, der allerede havde vundet stort i syd- og midtjylland.
Det varede imidlertid ikke længe før Iversens egenkapital var fordampet som dug for solen, og mens det lykkedes Iversen at få overdraget sin tabsgivende kørsel i øvrige Danmark til andre, så lykkedes det ikke på Bornholm, hvorfor Iversen endte med konkurs i 2009.
Pludseligt stod BAT derfor uden regional rutebilkørsel. Sommeren igennem fik man opretholdt en kørsel efter søndagskøreplanen, ved at fordele turene imellem øens mange små lokalrute-vognmænd.
Og for at få normaliseret rutebilkørslen hurtigst muligt, valgte BAT her selv at etablere operatørselskab, og udføre kørslen som offentlig egenproduktion.
Hertil anskaffede man hos Århus Sporveje 22 brugte Volvo B10M-busser med Aabenraa-karosseri, bygget i 1998 og 1999.
Med enkeltstole i bussens ene side og bagperron bagpå, viste de sig hurtigt velegnede for øens mange sommerture med lejrskoler m.v. Nemlig utroligt rummelige hvis passagererne blot står op, og plads til rejsetasker i bunkevis på bagperronen.
Det eneste som manglede på dem var dog bagagebærer til cyklerne, som derfor siden blev eftermonteret. Fire af busserne blev endvidere kunstbemalet af lokale kunstere.
I 2012 var det imidlertid klart at de bornholmske Arhus-busser var ved at være slidt op. Det år anskaffede BAT nemlig 12 ny Irisbus Crossway LE, og i 2015 igen 10 Iveco Crossway LE, sådan at man kan tage de sidste Århus-busser ud af trafik. nu har det imidlertid ligget BAT længe på sinde, at en af dem skal på Danmarks Busmuseum. Og det blev virkelighed her i august 2016, hvor vi fik lov at hente BATs nr 721, med fortid hos Århus Sporveje som nr. 359.